Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Når man ikke kan lade være…

Af: Andreas Dawe
Nogle gange rammer kunst direkte ind i hjertekulen på den, der oplever værket. Sådan havde jeg det, da jeg første gang læste den engelske dramatiker Anders Lustgartens stykke "Lampedusa", der tager fat i hele flygtninge/migrationstematikken, og i hvordan vi her i Europa forholder os til denne. Jeg satte mig det mål at sætte forestillingen op i Danmark uden på forhånd at have hverken spillested, øvested, penge eller noget som helst andet.

Tilbage til fortiden

Af: Naja Lee Jensen
Hvorfor føles det som om, jeg er rejst tilbage til fortiden? Er hjemvendelsen til Danmark en rejse tilbage til en tid, hvor fysisk danseteater, nycirkus, interaktivt teater, traditionelt tekstbårent teater og musikteater stadig er ”the shit”, og hvor den psykologiske fortælling dyrkes med uformindsket kraft? Det var jo dét, der i sin tid betog mig. Dét, der sugede mig ind i sin malstrøm og ændrede min livsbane. Men nu føler jeg mig som et barn, der har fået øjnene op for sine forældres fejl og mangler – for deres menneskelighed.

Dramatik med roller til etniske minoriteter søges!

Af: Marie-Lydie Nokouda
Skuespillere med etnisk diversitet er efter min analyse simpelthen for fraværende og direkte underrepræsenteret inden for scenekunst herhjemme. Tag selv et kig i teaterkataloget for sæson 16/17, der lige er udkommet. Eller kig i en avis og se, hvad der spiller på de store og små scener. Hvordan står det til med den etniske mangfoldighed i udbuddet af forestillinger? At bruge etniske minoritetsskuespillere (som ikke er typecastet til en rolle efter deres hudfarve eller ud fra deres kulturelle baggrund) skal være en selvfølge. At opleve diversitet og mangfoldighed på og bag scenen skal være ”new normal”!

Velkommen hjem

Af: Joachim Hamou
Det er på tide, at vi bryder den strukturelle hegemoni i teaterverdenen, der fantasiløst kopierer de magtorienterede politiske institutioner. Det er på tide at (re)introducere ordet solidaritet, før det helt har mistet sin mening. Det er med solidaritet, vi kan knække den eksisterende orden. Det er også med solidaritet, vi kan stoppe de foruroligende neoliberale eksperimenter, som flere teatre har kastet sig ud i, hvor de stiller deres ressourcer til rådighed ved at agere ”facility-houses” for alternative grupper, der er tvunget til at leje sig ind for dyre penge.

Jeg er blevet teater-veganer!

Af: Dorte Madsen
Kan du huske, hvornår du sidst har set en forestilling med en kvindelig dramatiker, en kvindelig instruktør og en kvindelig hovedrolleindehaver i ét og samme stykke? Og/eller et stykke med tre medvirkende med etnisk diversitet, som var instrueret af en sådan? Den er svær, ikke? Kan du huske, hvornår du sidst så det helt modsatte? Til sidst fik jeg nok, det er klart. Der var ikke andet at gøre. Teaterhjertet skulle reddes. Jeg er blevet teater-veganer. Men hvad gør en teater-veganer? Jo, det er ret ligetil. Han/hun/høn/den går i teatret når: 1) Stykket er skrevet af en kvinde, instrueret af en kvinde og har en kvinde i hovedrollen (alle tre faktorer skal være til stede på samme tid) 2): Og/eller når et stykke har mindst tre medvirkende med anden etnisk diversitet og én af disse har instrueret stykket.

Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, når jeg hører ordet vækst

Af: Kristian Husted
Jeg får det fysisk dårligt, når jeg hører ordet “vækst”. Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, simpelthen. Jeg føler og erfarer, at samfundsøkonomien hænger sammen med min krop på en meget konkret måde. Påvirker min krop. Har besat min krop. Ja, at min krop og mit sprog selv er økonomier af væsker og cirkulationer og udvekslinger med verden, som hænger uadskilleligt sammen med den anden, store økonomi. Mikroøkonomi og makroøkonomi. Krop og samfund. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at lave kunst, der beskæftiger sig med økonomi. For at kunne leve og trække vejret. Sådan er min idé om en generel økonomi: Det hele hænger sammen.

Er det en dyd ikke at gå ind for kvoter inden for dansk scenekunst?

Af: Dorte Madsen
I den ’rene’ og ’ubesmittede’ kunsts navn legitimerer de kunstneriske chefer igen og igen deres position som gatekeepers inden for landets største scener og disse sceners skævvridning af køn og etnisk diversitet. Er det en dyd at undsige sig Danmarks lovpligtige ligestillingspraksisser? Og hvordan legitimerer gatekeeperne deres brud på Ligestillingsloven, EU’s retningslinjer og Menneskerettighederne generelt?