Blog indlæg
Dramatiker Gritt Uldall-Jessen deler et dilemma eller paradoks, som netop har været aktuelt i hendes eget virke. Hvem har retten til at definere om et projekt har værdi? Gritt reflekterer over processen i den seneste forestilling, “Digtning”, som hun var med til at lave, og dagens vilkår for kunsten – et højaktuelt emne i disse dage, hvor branchen venter på svar fra Kunstfonden.
Hun stønnede til Jytte: “Jeg kan ikke få vejret! … Jeg kan ikke få vejret!” … hvortil Jytte svarede: “Man kan ikke få alt!” – og skubbede hende ind på scenen.
Og sådan er det – med teater og alt muligt andet – man kan ikke få alt.
Når vi skal nærme os svar på de centrale spørgsmål, der er med til at definere talent og elite, er det svært ikke også at diskutere kvalitet. Og når vi taler kvalitet i dag er det også næsten naturgivent at diskutere dannelse.
Den fascistiske revolution kører med 1.000 kilometer i timen.
REVOLUTIONEN ER HER! Kaos er her, der er ingen grund til at vente med at protestere. Vi må stå sammen, vi må kunstnerisk opstille nogle scenarier, der kan modargumentere og bekæmpe det her.
Nogle gange rammer kunst direkte ind i hjertekulen på den, der oplever værket. Sådan havde jeg det, da jeg første gang læste den engelske dramatiker Anders Lustgartens stykke “Lampedusa”, der tager fat i hele flygtninge/migrationstematikken, og i hvordan vi her i Europa forholder os til denne. Jeg satte mig det mål at sætte forestillingen op i Danmark uden på forhånd at have hverken spillested, øvested, penge eller noget som helst andet.
The neo-liberal trends today would like performance to practice and develop new modes of ‘domination-speech’.
We have to be suspicious about our dominating desires towards ourselves, each other and the performance situation.
Yes, all this might leave us too careful! But that would be just an excuse and a form of hopelessness.
We must dare to ask:
Was I dominating?
Hvorfor føles det som om, jeg er rejst tilbage til fortiden? Er hjemvendelsen til Danmark en rejse tilbage til en tid, hvor fysisk danseteater, nycirkus, interaktivt teater, traditionelt tekstbårent teater og musikteater stadig er ”the shit”, og hvor den psykologiske fortælling dyrkes med uformindsket kraft? Det var jo dét, der i sin tid betog mig. Dét, der sugede mig ind i sin malstrøm og ændrede min livsbane. Men nu føler jeg mig som et barn, der har fået øjnene op for sine forældres fejl og mangler – for deres menneskelighed.
Skuespillere med etnisk diversitet er efter min analyse simpelthen for fraværende og direkte underrepræsenteret inden for scenekunst herhjemme. Tag selv et kig i teaterkataloget for sæson 16/17, der lige er udkommet. Eller kig i en avis og se, hvad der spiller på de store og små scener. Hvordan står det til med den etniske mangfoldighed i udbuddet af forestillinger? At bruge etniske minoritetsskuespillere (som ikke er typecastet til en rolle efter deres hudfarve eller ud fra deres kulturelle baggrund) skal være en selvfølge. At opleve diversitet og mangfoldighed på og bag scenen skal være ”new normal”!
Det er på tide, at vi bryder den strukturelle hegemoni i teaterverdenen, der fantasiløst kopierer de magtorienterede politiske institutioner. Det er på tide at (re)introducere ordet solidaritet, før det helt har mistet sin mening. Det er med solidaritet, vi kan knække den eksisterende orden. Det er også med solidaritet, vi kan stoppe de foruroligende neoliberale eksperimenter, som flere teatre har kastet sig ud i, hvor de stiller deres ressourcer til rådighed ved at agere ”facility-houses” for alternative grupper, der er tvunget til at leje sig ind for dyre penge.
Når jeg søger støtte hos Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PSU) kan jeg tage mig selv i at sidde og blive påhitsom. Jeg synes, at der i retningslinjerne står rigtig meget om form, og om i hvor høj grad der lægges vægt på, at projekterne skal være ”eksperimenterende”. Hvad vil ”eksperimenterende” egentlig sige? Og hvem definerer, hvad et eksperiment er?
Kan du huske, hvornår du sidst har set en forestilling med en kvindelig dramatiker, en kvindelig instruktør og en kvindelig hovedrolleindehaver i ét og samme stykke? Og/eller et stykke med tre medvirkende med etnisk diversitet, som var instrueret af en sådan?
Den er svær, ikke?
Kan du huske, hvornår du sidst så det helt modsatte? Til sidst fik jeg nok, det er klart. Der var ikke andet at gøre. Teaterhjertet skulle reddes. Jeg er blevet teater-veganer.
Men hvad gør en teater-veganer? Jo, det er ret ligetil. Han/hun/høn/den går i teatret når:
1) Stykket er skrevet af en kvinde, instrueret af en kvinde og har en kvinde i hovedrollen (alle tre faktorer skal være til stede på samme tid)
2): Og/eller når et stykke har mindst tre medvirkende med anden etnisk diversitet og én af disse har instrueret stykket.
Jeg får det fysisk dårligt, når jeg hører ordet “vækst”. Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, simpelthen. Jeg føler og erfarer, at samfundsøkonomien hænger sammen med min krop på en meget konkret måde. Påvirker min krop. Har besat min krop. Ja, at min krop og mit sprog selv er økonomier af væsker og cirkulationer og udvekslinger med verden, som hænger uadskilleligt sammen med den anden, store økonomi. Mikroøkonomi og makroøkonomi. Krop og samfund. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at lave kunst, der beskæftiger sig med økonomi. For at kunne leve og trække vejret. Sådan er min idé om en generel økonomi: Det hele hænger sammen.
I den ’rene’ og ’ubesmittede’ kunsts navn legitimerer de kunstneriske chefer igen og igen deres position som gatekeepers inden for landets største scener og disse sceners skævvridning af køn og etnisk diversitet.
Er det en dyd at undsige sig Danmarks lovpligtige ligestillingspraksisser?
Og hvordan legitimerer gatekeeperne deres brud på Ligestillingsloven, EU’s retningslinjer og Menneskerettighederne generelt?
Kunst og forskning afhænger af eksperimentet. For at skabe noget nyt eller tænke noget nyt må man afprøve nye metoder og forsøge at gøre ting, man ikke har prøvet før.