Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Kunstens værdi

6. september 2019

Fotograf: Henrik Vehring

Gritt Uldall-Jessen er uddannet dramatiker på Dramatikeruddannelsen og er Cand. Mag i Dansk fra Københavns Universitet.

Dramatiker Gritt Uldall-Jessen deler et dilemma eller paradoks, som netop har været aktuelt i hendes eget virke. Hvem har retten til at definere om et projekt har værdi? Gritt reflekterer over processen i den seneste forestilling, "Digtning", som hun var med til at lave, og dagens vilkår for kunsten - et højaktuelt emne i disse dage, hvor branchen venter på svar fra Kunstfonden.

Kunstens værdi

Fornylig fik jeg en idé til en scenekunstnerisk forestilling med et aktuelt indhold. Lige fra starten var jeg bagud med fundraisingen. Forestillingen skulle spille på to af sommerens scenekunst- og litteraturfestivaler. Der var kun et halvt år til at finde en finansiering, og da der kom et par afslag om støtte og da en fond, der ellers plejede at støtte mine projekter denne gang gav mig et mindre beløb, hang mit projekt i en tynd tråd.

En kollega sagde til mig: ”Hvis du får afslag til et projekt, så skal du lade være med at lave det. Du underbyder dig selv.”
En anden kollega sagde: ”Hvis der er afslag fra flere instanser, så er det måske et tegn på, at du ikke skal lave forestillingen.”
En tredje kollega mente heller ikke, at det var klogt at producere forestillingen, fordi det kunne indebære at stifte en gæld, som kunne blive en klods om benet i mange år.

Jo flere folk der argumenterede for at jeg IKKE skulle gennemføre projektet, jo stærkere voksede mit ønske om at lave det. Men jeg kunne ikke lave forestillingen alene, jeg skulle jo også samle et hold som ville være med.

Når pengene er små gælder det om at være kreativ. At finde de ressourcer, der ikke bliver brugt, og undgå teaterspild: Fx finde tomme prøvelokaler, teknik der ikke bliver brugt. Jeg begyndte at skrive til forskellige teatre og kolleger om de havde mulighed for at hjælpe mig med mit akutte problem for produktionen ved at dele deres ressourcer. Jeg begyndte at tilrettelægge en produktion, der delvist beroede på en sådan deling af ressourcer.
Min forestilling involverede nogle kunstnere fra udlandet, så jeg måtte også ud i mit netværk for at spørge om hjælp til overnatning.
Min indre skabertrang lod sig ikke tøjle.
Jeg fik skrevet nogle nye ansøgninger, der blev sendt afsted. Det var en intens proces med fundraising og det at sætte et hold i løbet af ganske kort tid.

Inden for scenekunst er forestillingsbudgetter efter min erfaring ikke noget, man taler højt om med sine kolleger. Mange opfatter måske det at have for få og beskedne midler til en scenekunstnerisk produktion som lig med, at det givne projekt ikke har kvalitet, relevans eller at den eller de, der står for projektet, ikke har så høj en værdi eller status som kunstnere.
Men man kan efter min mening aldrig tage kunststøtte for givet. Det at få støtte til en produktion, kan opleves lidt som at vinde i Lotto = det er tilfældigt og heldigt, når det sker. Der kan være flere årsager til, at et projekt ikke opnår støtte. Det kan være nogle hensyn et udvalg eller en jury har været nødsaget til at tage i fht. spredning af midler, geografisk, format eller genremæssigt. Som det ofte fremgår af afslagsbrevene, er der langt flere projekter med kvalitet, end hvad et udvalg har haft mulighed for at støtte. Det kan selvfølgelig også bare være tom retorik for at gøre afslaget nemmere at acceptere for den, der ikke får støtte. Men også en indpakning som lukker en egentlig kvalitetsvurdering og diskussion om et projekts kvalitet fra støttegivernes side.

Faktum er, at der reelt er blevet færre veje ind til kunststøtten. Tidligere kunne man både søge Statens Kunstfond og Statens Kunstråd med hvert sit fagudvalg. I dag er det ganske få enkeltpersoner, der sidder i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, der afgør, hvilke projekter der opnår støtte. Men som udøvende kunstner og projektmager såvel som et medlem af et støttegivende udvalg kan man kun bakke op om, at der overhovedet findes noget som Statens Kunstfond, der muliggør, at man som uafhængig scenekunstner kan søge støtte. Statens Kunstfond skal støtte den ikke-kommercielle kunst og skal interessere sig for/omfatte alle genrer. Man kan ikke tage Statens Kunstfond for givet, den er ofte politisk truet.

Der findes også kommunale og private fonde at søge, men ofte synes jeg, at der her mangler en faglig repræsentation fra det frie felt i fondenes juryer og fagudvalg. Der er spørgsmål som burde kunne besvares, f.eks.: Hvordan virker den manglende repræsentation ind på kendskabet til/forståelsen for/engagementet i genrer som fx performance eller for det, man kan kalde ”det andet teater”. De scenekunstnere, der sidder som jury i kommunale og private fonde, er nok oftest repræsentanter for det, man kan kalde ”det dramatiske paradigme”. Man kunne ønske sig som en begyndelse at have mulighed for at diskutere genrer og stilarter, så man som scenekunstner havde et nogenlunde fælles sprog at diskutere kvalitet med.

Det er aldrig rart at få et afslag, selvom det kan være berettiget. Som ansøger genlæser jeg min ansøgning og prøver at se på den igen med kritiske øjne. Jeg prøver at forstå, hvorfor projektet ikke opnåede støtte. Jeg bliver også optaget af spørgsmålet om diversitet og orienterer mig om de projekter, der har fået støtte. Er der genrer, som fx performance, live art, koreografi, der ikke er blevet taget alvorligt og derfor ikke har opnået støtte? Hvor stor en del af støtten går i det hele taget til de frie projekter?

Klummen her skulle handle om kunstens værdi. Men hvad betyder “værdi “? Hvad var det, der overbeviste mig om at min forestilling fra i sommer var værd at kæmpe for, selv om der ikke var økonomisk dækning for den? Hvorfor vælge at lave en forestilling – når der kun er en yderst begrænset økonomi til projektet? Kan et projekts værdi sættes lig med de penge, der er ofret på det?
Hvordan ved man, om den kunst, man skaber, har værdi, hvis man ikke får penge til den/for den?
Hvordan hænger kunstens værdi sammen med konkret økonomi? Hvordan måle en forestillings værdi udover antal solgte billetter? Hvad gjorde forestillingen værdifuld for mig?

Årsagen til, at jeg trods den begrænsede økonomi alligevel lavede min forestilling i sommer, var, at jeg fandt, at den rent indholdsmæssigt, diversitetsmæssigt manglede i scenekunst-landskabet. Den oplevedes – af mig – som nødvendig. Dens videre skæbne giver mig ret. Den fik en fin modtagelse fra publikum og vi har efterfølgende fået lejlighed til at vise den endnu et sted. Det beroede også på held. Det er ikke noget, jeg tager for givet.

Det kan være vanskeligt at vurdere, om den kunst, man forsøger at skabe, har værdi for samfundet. For mig personligt var det en dårlig forretning. Jeg måtte selv betale store dele af den og fik ingen løn. Men det blev en forestilling, der var værdifuld for mig selv.
Vil jeg gøre det igen – lave en selvfinansieret forestilling – stort set uden støtte? Nu har jeg ingen forsørgerpligter, men hvem kan få tag over hovedet af kulturel kapital? Hvem kan spise den til aftensmad?
Men jeg vil i hvert fald ikke lade det være op til andre at afgøre, om jeg skal arbejde med et givent scenekunstnerisk projekt eller om jeg skal lade det falde. For at bruge metaforen med Lotto, så vil man jo heller ikke lade det være op til Lotto at bestemme sine drømme.

  • Vil du gerne kommentere eller rejse spørgsmål i forbindelse med dette indlæg? Send det til mailen pr@forsoegsstationen.dk – så lægger vi det op, eller kommenter på Facebook hvor det ligeledes postes.