Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

There Is No Creation Without Experiment

1. februar 2016

Kunst og forskning afhænger af eksperimentet. For at skabe noget nyt eller tænke noget nyt må man afprøve nye metoder og forsøge at gøre ting, man ikke har prøvet før.

Researchbaseret praksis – Praksisbaseret forskning

af Sofie Volquartz Lebech

“To be sure, there is as much experimentation in the form of thought experiment in philosophy as there is in science […] But there is also as much creation in science as there is in philosophy or the arts. There is no creation without experiment.” (Gilles Deleuze and Félix Guattari: What is Philosophy? 1991: 127).

Kunst og forskning afhænger af eksperimentet. For at skabe noget nyt eller tænke noget nyt må man afprøve nye metoder og forsøge at gøre ting, man ikke har prøvet før. Jeg er snart halvvejs i en praksisbaseret ph.d. om researchbaseret performance. Det er et forsøg på at tænke forskning og praksis sammen. Projektets eksperiment består af denne dobbelthed, hvor jeg arbejder kunstnerisk med teoretisk viden samtidig med, at jeg udvikler teori om researchbaseret praksis.

Jeg har egentlig altid pendlet mellem forskning og praksis. Jeg startede på en skuespilleruddannelse, skiftede til litteraturvidenskab på universitetet, begyndte at lave scenekunst sideløbende med mit studie, holdt orlov og videreuddannede mig som performer, skrev speciale, kombinerede akademisk og kunstnerisk arbejde de næste ni år og kom så tilbage til universitetet for at lave en ph.d. Denne pendling har både påvirket mit kunstneriske og akademiske arbejde.
Min kunstneriske praksis er researchbaseret, og min forskning er praksisbaseret. At jeg i min ph.d. også skriver om researchbaseret performance, betyder, at jeg hele tiden beskæftiger mig med, hvordan koblingen mellem kunst og forskning skaber nye rum for tænkning.

Der har længe været en praksisdimension i undervisningen på teater- og performancestudier på Københavns Universitet, men jeg er den første, der laver en praksisbaseret ph.d. på afdelingen. Jeg skal skrive en afhandling og desuden lave to forestillinger. Den første var performance lecturen Skrøbelige liv (2014) om terror og autoimmune sygdomme, og den anden er performancen This is for her (2017) om tortur og terapi. Begge forestillinger bygger på research, og jeg ser dem som feltarbejde for min forskning. Det, at forestillingerne er researchbaserede, betyder, at jeg allerede i den kunstneriske proces forholder mig reflekterende til mit materiale. Der er således ikke tale om, at jeg laver performance og derefter trækker mig på afstand og skriver om det, jeg har lavet. Kunstnerisk forskning er ikke en fordobling af den kunstneriske proces, men en integreret del af arbejdet.

For mig virker det bedst at arbejde med en udstrakt tidslighed. Jeg bruger ca. halvandet år på at skabe en performance.
I den tid skriver jeg også på min afhandling og laver andre projekter, men den kunstneriske proces er hele tiden i gang.
I Skrøbelige liv anvender jeg viden fra medicinsk forskning, filosofi, terrorforskning og politik og arbejder på den måde med en nedbrydning af videnshierarkier. Desuden tilstræber jeg andre vidensdimensioner, der opstår ud af det kropslige, personlige og sensoriske. Mødet mellem objektive og subjektive praksisser i performancesituationen åbner for nye forståelser af komplekse problemfelter – i Skrøbelige liv koblingen mellem terror og autoimmunitet.

Jeg arbejder med et begreb, som jeg kalder researchbaseret æstetik. Begrebet indkredser, hvordan vi bruger og skaber viden i vores kunstneriske praksis. Siden 1990’erne har der været fokus på kunstnerisk forskning, og samtidig har kunsten optaget research som strategi. Teatre har skabt laboratorier, og der er opstået nye genrer som lecture performance, virkelighedsbaseret performance og vidensudvekslende performance. Disse genrer anvender researchstrategier ved at bruge teori, interviews, data eller historiske dokumenter og fungerer som materielle eller immaterielle laboratorier.

Jeg opfatter brugen af research i performance som en reaktion på den voksende vidensproduktion i vores hverdagsliv og i samfundet. Denne udvikling er kompleks. På den ene side virker det, som om kunsten deltager i bølgen af vidensproduktion for at legitimere sin status i en virkelighed, hvor viden har en forøget økonomisk betydning. På den anden side er der et kritisk potentiale. Kunstneren kan arbejde med spørgsmål som: Hvad er viden? Hvad er ikke-viden? Hvilken viden kan produceres af hvem? Hvor kan den produceres henne – i teatersalen eller i uddannelsesinstitutionen? Og skaber researchbaseret performance nye rum for tænkning? Jeg er ikke så interesseret i begrebet vidensproduktion, der lyder som noget afsluttet – et produkt, der kan købes og sælges og betragtes. Jeg er mere interesseret i tænkningens ufærdige karakter. Tænkning er i sin natur ufærdig. For mig er det afgørende ikke at etablere et skel mellem den kunstneriske og akademiske praksis.
Begge steder genererer rum for tænkning.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.