Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Man kan ikke få alt!

29. oktober 2018

Claus Mandøe har skrevet, produceret og spillet teater for børn og voksne i næsten 40 år – siden 1990 i De Røde Heste. Han har derudover været en flittig gæstespiller på andre teatre, bl.a. Teater Refleksion og Gruppe 38.

Hun stønnede til Jytte: "Jeg kan ikke få vejret! … Jeg kan ikke få vejret!" … hvortil Jytte svarede: "Man kan ikke få alt!" - og skubbede hende ind på scenen. Og sådan er det - med teater og alt muligt andet - man kan ikke få alt.

Tale holdt ved Patraskets 33 års jubilæum på FORSØGSSTATIONEN 31.08.2018:

En historie vil vide, at for mange, mange år siden – jeg tror det må have været kort tid efter Jytte Abildstrøm overtog Riddersalen, havde hun bedt Sigrid Horne Rasmussen om at være med i forestillingen “Styrmand Karlsen i flammer”.

Sigrid Horne Rasmussen, som på det tidpunkt var en ældre dame, indvilgede. Og da premiereaftnen oprandt, og Sigrids stikord lød på scenen, stod hun fuldstændig paralyseret i kulissen og hyperventilerede, ude af stand til at gå ind på scenen.

Hun stønnede til Jytte: “Jeg kan ikke få vejret! … Jeg kan ikke få vejret!” … hvortil Jytte svarede: “Man kan ikke få alt!” – og skubbede hende ind på scenen.

Og sådan er det – med teater og alt muligt andet – man kan ikke få alt.

Alligevel tror jeg ikke, der er andre end os selv, freelancere og teaterarbejdere af alle slags, der forstår hvor hårdt og hvor svært det er: At leve et helt liv med at lave teater. Og ikke mindst: at leve et helt liv AF at lave teater!

Hvor mange søvnløse nætter, hvor mange timers fortvivlet hovedbrud over budgetter, der ikke hænger sammen, over forestillingsproduktioner sat i gang, selv om der ikke er penge nok til at aflønne alle fuldt ud.

Fortvivlelsen over igen at være røget af listen over tilskudsmodtagere fra Teaterrådet, Scenekunstudvalget, Projektstøtteudvalget …

Fornemmelsen af at noget grundlæggende er galt, når flere og flere fastansatte med fast månedsløn og fast pensionsindbetaling i den såkaldte kulturindustri pludselig skal evaluere, kontrollere, belære, mistænkeliggøre og bede om ekstra dokumentation.

Trætheden over at have gjort det i så mange år – og så stadig blive stillet spørgsmålstegn ved.

Udmattetheden ved at skulle melde sig på dagpenge igen igen – fordi man skal betale dem man har ansat i teatret først –  og svare på de samme fornærmende spørgsmål som sidst. Lysten til hellere at klare sig for et lån, fremfor at skulle gå hele den ydmygende mølle igennem igen, som ikke har andet formål end netop den … at være ydmygende!

Og så, midt i det hele: Glæden over alligevel at kunne lave den forestilling, man har drømt om, fordi der mirakuløst (i hvert fald tilsyneladende uden nogen form for stringens eller konsekvens) er blevet bevilget et tilskud, som giver ro på løn og produktion og arbejde og fremtid … i en halv eller en hel sæson.

Glæden over at kunne fordybe sig i dét, man er bedst til: At skabe et udtryk. At fortælle en historie. At nå frem til et publikum. At spille en forestilling. At spille 10. At spille 50.

Igen!

Igen igen!

Igen igen igen!

Og på en måde er det egentlig dèt, vi fejrer i dag: At nogen har holdt fanen højt. At nogen har taget alle kampene. At nogen har arbejdet igennem en tredjedel århundrede for at fortælle os noget om dét at være menneske. Om det at være barn. Om selve eksistensen!

Nogen som ikke har givet op. Nogen som har rejst sig, hver gang de er snublet. Nogen som har insisteret.

For det er jo dét, teater kan. Når forestillingen lykkes: Få os til at forstå, at vi alligevel kan få det hele. Om end kun i et øjeblik.

Og så giver alting mening.

Det kalder på stor respekt. På beundring.

Så hjerteligt tillykke til Patrasket fra hele bestyrelsen. Og TAK! Tak til Maria og Dirck og Thomas. Til Trine og alle de andre, der har været med undervejs, fordybet sig og givet det bedste de havde.

Tak!

Claus Mandøe