Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, når jeg hører ordet vækst

1. marts 2016

Jeg får det fysisk dårligt, når jeg hører ordet “vækst”. Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, simpelthen. Jeg føler og erfarer, at samfundsøkonomien hænger sammen med min krop på en meget konkret måde. Påvirker min krop. Har besat min krop. Ja, at min krop og mit sprog selv er økonomier af væsker og cirkulationer og udvekslinger med verden, som hænger uadskilleligt sammen med den anden, store økonomi. Mikroøkonomi og makroøkonomi. Krop og samfund. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at lave kunst, der beskæftiger sig med økonomi. For at kunne leve og trække vejret. Sådan er min idé om en generel økonomi: Det hele hænger sammen.

Over en årrække har jeg arbejdet med en scenekunstnerisk trilogi om den globale økonomi. Første del hedder ‘Point Omega’ og spillede i en nedlagt bankfilial på H. C. Andersens Boulevard. Den handlede om finanskrisen og den enkeltes ansvar og muligheder for at handle i forhold til de finansielle markeder. I forestillingen forsøgte vi, ligesom dele af verdenssamfundet, at placere et ansvar for finanskrisen. Det lykkedes som bekendt ikke, og nu er vi, i skrivende stund, måske på vej ind i en ny.

Det leder for mig at se til spørgsmålet om, hvad kunst kan og skal. Digteren Lars Skinnebach sagde for nogle år siden: “Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med”. Dengang syntes jeg, det var et dogmatisk og kedeligt udsagn: kan og skal kunsten virkelig redde klimaet – eller menneskeheden? Nogle ville nok hævde, at kunsten ikke skal noget. I bedste fald kan den byde på helt andre æstetiske, ikke-begrebslige erfaringer, og dermed måske give os et frirum til at tænke verden helt på ny. Begivenheder, der ikke handler om noget, andet end dem selv. Kun ved at frigøre sig fra ethvert (andet) formål kan kunsten åbne op for andre “mulige verdener”, for at bruge et begreb af den fransk litteraturteoretiker Paul Ricoeur.

Det er en lang og gammel diskussion om politisk kunst versus autonom kunst. Jeg vil hellere tale om mig selv: jeg får det fysisk dårligt, når jeg hører ordet “vækst”. Jeg får en akut og ubændig trang til at gå på toilettet, simpelthen. Jeg føler og erfarer, at samfundsøkonomien hænger sammen med min krop på en meget konkret måde. Påvirker min krop. Har besat min krop. Ja, at min krop og mit sprog selv er økonomier af væsker og cirkulationer og udvekslinger med verden, som hænger uadskilleligt sammen med den anden, store økonomi. Mikroøkonomi og makroøkonomi. Krop og samfund. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at lave kunst, der beskæftiger sig med økonomi. For at kunne leve og trække vejret. Sådan er min idé om en generel økonomi: Det hele hænger sammen.

Men hvis Occupy Wall Street, los Indignados og alle de andre folkelige oprør imod bankerne og det såkaldte marked ikke førte til noget, andet end mere krise, hvor stiller det så kunsten? Og mig? Jeg oplever en magtesløshed. Men jeg kan jo ikke gå på toilettet hele tiden. Digteren Per Højholt skrev det så rammende: “Man skal jo trække vejret, selvom nogen tjener penge på det.” Andre ville sige, at krise – både den finansielle og den klimatiske – er blevet “the new normal.” Kroppen er besat, i undtagelsestilstand, og bankerne tjener penge som aldrig før. Men vi kan jo ikke bare kapitulere, og vente pænt på det næste store crash. Selvom det selvfølgelig kommer.

På nuværende tidspunkt arbejder jeg sammen med ligesindende på anden del af trilogien. Det er en danseforestilling om brugen af algoritmer i de finansielle markeder med titlen ‘Race to Zero’. Altså om computerprogrammer der køber og sælger aktier og andre værdipapirer automatisk, uden menneskelig indblanding. Det går sindssygt hurtigt, meget tæt på lysets hastighed. Hinsides noget, som min krop kan have en nogenlunde meningsfuld erfaring af. Men det påvirker min krop – fordi det påvirker hele det finansielle system. Det er helt almindelige menneskers pensionsopsparinger og penge i det arbejdende folks lønmodtagerfonde, osv., der sendes rundt mellem computere som finansielle lyspartikler i Albert Einstein’ske hastigheder. Eller sagt på en anden måde: så længe man sætter penge til side til pensionsalderen i forventning om at pengene vil blomstre og give afkast, så længe er man med til at opretholde et uretfærdigt, grådigt og monopolistisk finansmarked. Dem der har de største computere og de hurtigste algoritmer tjener de største penge. Til dig (hvis du har en pensionsopsparing og et arbejde). Også herhjemme, hvor cirka halvdelen af alle handler på Københavns fondsbørs er algoritmehandler.

Så hvad gør vi? I ‘Race to Zero’ vil vi sætte kroppen i direkte relation til disse algoritmiske operationer. Hvordan? Simpelt: Ligesom medicinmænd forsøger at få det til at regne ved at danse en regndans. Vi vil undersøge, hvordan vi kan sætte kroppens hastigheder overfor algoritmernes hastigheder, selvom det er absurd. Hvordan vi kan transponere en finansiel transaktion med en varighed på ét millisekund til scenen, selvom det ikke giver nogen mening. Hvordan vi kan anskueliggøre algoritmernes påvirkning af vores livsverden, selvom det umiddelbart virker helt umuligt. Vores hypotese: når jeg går på toilettet, sender jeg rystelser igennem hele det finansielle system. Og vice versa.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.