Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Tilbage til fortiden

29. juni 2016

Naja Lee Jensen har en BA i skuespil fra Akademi for Scenekunst og en MA i billedkunst fra Kunstakademiet i Oslo. I hendes tværæstetiske praksis undersøger hun grænselandet mellem scene- og billedkunsten. Hendes værker er blevet vist på Festspillene i Bergen, Black Box Teater i Oslo og Novi Ganz Novi Festival i Zagreb.

Hvorfor føles det som om, jeg er rejst tilbage til fortiden? Er hjemvendelsen til Danmark en rejse tilbage til en tid, hvor fysisk danseteater, nycirkus, interaktivt teater, traditionelt tekstbårent teater og musikteater stadig er ”the shit”, og hvor den psykologiske fortælling dyrkes med uformindsket kraft? Det var jo dét, der i sin tid betog mig. Dét, der sugede mig ind i sin malstrøm og ændrede min livsbane. Men nu føler jeg mig som et barn, der har fået øjnene op for sine forældres fejl og mangler – for deres menneskelighed.

København 2016. Alt ligner sig selv. Rundetårn står, hvor det altid har stået, Hovedbanegården summer af liv, og Det Kongelige Teater troner over den danske teaterscene – eller gør den? Efter otte år i Norge, hvoraf fem blev tilbragt under uddannelse, først med en BA i skuespil på Akademi for Scenekunst og derefter som masterstudent på Kunstakademiet i Oslo, er jeg vendt tilbage til det københavnske teatermiljø og forsøger at forstå. Forstå, hvad som er forandret, og hvad der ikke er.

Så jeg går i teatret. Både i Det Kongelige og det ikke-kongelige. På de etablerede scener og på de uafhængige, og jeg keder mig! Føler, at tiden nærmest har stået stille i kongeriget Danmark, eller i hvert fald at jeg har set det meste før, og jeg spørger mig selv: Hvorfor denne følelse af deja-vu? Er hjemvendelsen til Danmark en rejse tilbage til fortiden – en tid hvor fysisk danseteater, nycirkus, interaktivt teater, traditionelt tekstbårent teater og musikteater stadig er ”the shit”, og hvor den psykologiske fortælling dyrkes med uformindsket kraft? Det var jo dét, der i sin tid betog mig. Dét, der sugede mig ind i sin malstrøm og ændrede min livsbane. Men nu føler jeg mig som et barn, der har fået øjnene op for sine forældres fejl og mangler – for deres menneskelighed.

Hvad er det, der er sket med mig på de otte år, jeg har været væk? Hvad er forandret? Hvad har jeg set, som jeg ikke kan glemme?

Grunden til, at jeg forlod Danmark, var for at tage en BA i skuespil på Akademi for Scenekunst i Norge. På den tid, i 2007, rynkede alle uforstående på næsen af landet mod nord, ude af stand til at forstå hvad det havde at byde på, som den gamle koloniherre ikke havde. Indrømmet, jeg var selv ganske skeptisk og iklædt den indgroede arrogance, besættende magter måske ofte har over for sine tidligere ”besatte”. I retrospektiv gør det mig flov at tænke på fortidens selvfedme over for det at tilbyde en statsstøttet uddannelse som Akademi for Scenekunst, hvor man kan tage en BA i skuespil eller scenografi, som er funderet i den postdramatiske teatertradition. Det er måske en af grundene til, at det norske teatermiljø er i bevægelse og synes tættere forbundet med resten af Europa end det danske. Det er i hvert fald det indtryk, jeg har fået gennem min tid som deltagende (norsk) kunstner i det europæiske teaternetværk APAP, der blandt andet inkluderede teaterplatforme som Szene Salzburg (AT), Tanzfabrik Berlin (DE), Kunstencentrum BUDA (BE) og Centrale Fies (IT): At Norges frie scenekunstmiljø er en relevant medspiller i en europæisk kontekst.

Det er ikke, fordi den postdramatiske teatertradition længere er nyskabende og unik – langtfra – men en uddannelsesinstitution som Akademi for Scenekunst skaber grobund for et professionelt teatermiljø med egen diskurs, ideer, historik og ballast. Et teatermiljø, som ikke er baseret på den teaterhistorie, der hviler på Stanislavskijs ”tyndslidte” principper, men som er knyttet op mod teaterpionerer som Artaud, Grotowski og den tværæstetiske udveksling, der skete mellem billed- og scenekunst i USA efter 2. verdenskrig. En tradition, hvor det at eksperimentere er i centrum.

Tilbage i København føles det, som om en sådan uddannelsesinstitution savnes. Ikke fordi jeg er fanatisk og mener, at postdramatikkens ”vidundere” ville kunne skabe fremdrift i andedammen. Nej, det er ikke postdramatikken, der er drivkraften, men alle de unge scenekunstnere, der fødes ud af institutioner som Akademi for Scenekunst. Scenekunstnere med en faglig tyngde, som brænder for at lave produktioner i det frie felt. Det er dem, der er villige til at turde, til at vinde, til at fejle. Dem som måske ville kunne skabe krusninger på overfladen i det danske teaterliv. Men et sådant miljø kræver en veletableret og professionel fri scene, som ikke beskæftiger sig med egenproduktioner og ikke har tilknyttet et eget skuespillerensemble. Et sted, som er en platform for andre – en slags teatrets white cube, hvis hovedfunktion er kuraterende, ikke producerende. På et sådant sted ville nationale og internationale scenekunstproduktioner af høj kvalitet kunne strømme igennem og inspirere hele det danske teatermiljø.

Jeg ved, at interesseorganisationen Uafhængige Scenekunstnere i mange år, uden held, har kæmpet for at få en fri scene. Det er for mig uforståeligt, at det danske scenekunstmiljø ikke har fået en fri scene, for hvis vi igen løfter blikket mod nord, ser vi, at landet har tre frie scener (Black Box Teater i Oslo, BIT Teatergarasjen i Bergen og Avantgarden i Trondheim). Forestillinger, der vises på disse scener, nomineres næsten lige så ofte til Hedda Prisen (Norges svar på Reumert prisen) som forestillinger, der spilles på Nationalteatret. De frie scener er således en velintegreret del af det norske teaterlandskab, og i det samlede billede er de på linje med de øvrige institutioner, både hvad angår forestillingernes kvalitet og teatrenes betydning.

”Det er også på grund af oliepengene”, tænkes der måske. De rige nordmænd, som har råd til at smide penge efter kulturen, og som bygger kulturhuse i den mindste flække. Og ja, den økonomiske velstand er måske med til at muliggøre den progressive norske teaterscene, men findes der ikke også en mentalitetsforskel? Den tanke faldt mig ind, da jeg ringede til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst på grund af et afslag, jeg havde fået. Naiv og måske lidt for godt vant fra Norge forsøgte jeg at invitere mig selv ind på deres kontor for at få feedback på ansøgningen, fordi det er sådan, det plejer at foregå med Norsk Kulturråd. Man får et møde med en scenekunstkonsulent og taler om mangler i ansøgningen med henblik på en ny ansøgningsrunde – selvfølgelig ud fra Kulturrådets perspektiv. Det kan umiddelbart lyde som en stærk styring, men som freelancescenekunstner føles det mere, som om den store mængde tid man har lagt i at skrive ansøgningen, bliver taget alvorligt og anerkendt som den arbejdsindsats, det er. Men som jeg hurtigt forstod på min samtalepartners tonefald, var mit forslag ude af proportioner. Projektstøtteudvalget for Scenekunst havde brugt den tid, de skulle, på ansøgningen, og desuden var det ikke muligt at søge med samme projekt igen. Svaret gjorde mig lidt mat, og jeg nåede at tænke: ”Jamen, vi er jo sammen om det her. Vi vil jo begge kunsten det bedste”. Når det er sagt, har jeg selvfølgelig stor forståelse for armslængdeprincippet, men må alligevel spørge, om den skarpe adskillelse mellem støtteorgan og producerende kunstner er noget, som hjælper med at skabe udvikling inden for scenekunstfeltet? Om der ikke findes en anden måde at forvalte forholdet på?

København 2016. Alt ligner sig selv. Rundetårn står, hvor det altid har stået, Hovedbanegården summer af liv, og Det Kongelige Teater troner over den danske teaterscene. Efter otte år i Norge er jeg vendt tilbage til det københavnske teatermiljø og forsøger at forstå. Forstå, hvad vi må gøre for at bevæge os ind i fremtiden. Hvis det stod til mig, burde vi kigge mod nord og lade os inspirere af, hvad en scenekunstuddannelse kan være, hvilken type scener et levende teatermiljø kræver, og hvordan en statslig kunststøtte også kan forvaltes. Den norske teaterscene er langtfra perfekt, men den ånder i takt med sin samtid og sine europæiske kollegaer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.