Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Er det en dyd ikke at gå ind for kvoter inden for dansk scenekunst?

1. februar 2016

I den ’rene’ og ’ubesmittede’ kunsts navn legitimerer de kunstneriske chefer igen og igen deres position som gatekeepers inden for landets største scener og disse sceners skævvridning af køn og etnisk diversitet. Er det en dyd at undsige sig Danmarks lovpligtige ligestillingspraksisser? Og hvordan legitimerer gatekeeperne deres brud på Ligestillingsloven, EU’s retningslinjer og Menneskerettighederne generelt?

Af Dorte Madsen

Ligestilling er ligetil.
Det handler om at 1+1=2 og enten er forholdene lige eller også er de skæve.
Ligestilling i Danmark er stadsfæstet ved lov i form af Ligestillingsloven, ligesom Danmark er underskriver af Menneskerettighederne, hvilket betyder at danske borgere, herunder danske scenekunstnere, skal gives lige ret og lige adgang til at kunne virke og præge det felt, som de er en del af.
Dette understreges af EU’s retningslinjer for mænd og kvinder i scenekunsten.
Der er altså en række praksisser som man skal styre efter og også virkeliggøre som scenekunstnerisk chef på et statsstøttet teater. Men dette sker ikke på Landsdelsscenerne og Det Kgl. Teater.

Jeg har i min forskning omkring køn og etnisk diversitet indenfor dansk scenekunst spurgt de kunstneriske chefer for henholdsvis Landsdelsscenerne og Det Kgl. Teater, hvordan de opfatter ligestillingssituationen på deres teatre.
I chefernes verbale ekkorum lyder det enstemmigt: ” Vi tæller ikke hoveder og kvoter, vi skal nok opdage de gode, når de er der”. “Vi” dækker her over en markant overrepræsentationen af (hvide) mænd på teatrenes kunstneriske chefposter.
Det er altså de (hvide) mænd selv, der har til opgave at udpege og ansætte de scenekunstnere, som de selv regner for gode.

Jævnfør mine statistikker så er de udvalgte gode i høj grad også (hvide) mænd. Således manifesterer (hvide) mænd sig med ca. det dobbelte antal af kvinder indenfor teatrenes forskellige kunstneriske funktionsniveauer, – her dramatiker, instruktør, scenograf, skuespiller og hovedrolleindehaver.

Især på teatrenes store scener ses skævvridningen af køn. De kvindelige dramatikere manifesterer sig her med en nul-repræsentation i perioden 2011-2014. Også antallet af kvindelige instruktører og hovedroller er tankevækkende lavt.
På teatrenes mindre scener manifesterer skævvridningen af køn sig knapt så markant som på de store scener, men ikke desto mindre udgør den kvindelige repræsentation af scenekunstnere under det halve af mændenes. Som eneste undtagelse i statistikkerne manifesterer kønsfordelingen blandt scenografer sig indenfor en ligestillingsmodel på 40-60%  – dvs. at ét af kønnene blandt scenograferne generelt er repræsenteret med mindst 40%, – dog har denne gruppe slet ingen repræsentation af etnisk diversitet.

Teatrenes generelle tendens til skævvridning af køn går igen i gruppen af scenekunstnere med anden etnisk baggrund end den vesteuropæiske. Kvindernes repræsentation er således også i denne gruppe mindre end det halve af mændenes.
Denne skævvridning fremstår decideret grotesk i en dansk ligestillingssammenhæng, hvor Kulturministeriets internationale kulturpanel ud fra en helt særlig  task force støtter unge piger og kvinder i Levanten (Mellemøsten) i lige netop ligestillingssammenhæng. Mens Landsdelsscenerne og Det Kgl. Teater opererer med en særlig iøjefaldende skævvridning af kvindelige danske scenekunstnere med anden etnisk baggrund end den vesteuropæiske, så outsourcer Kulturministeriet den samlede gruppe af kvinder indenfor scenekunstområdet og deres ligestillingsproblematikker helt specifikt til muslimske lande. Gruppen med etnisk diversitet M/K rammer dog heller ikke her tilnærmelsesvis de 7% som ses i det danske befolkningstal.

De store teatres kunstneriske chefer forveksler uden tvivl ligestilling med måder at gøre kunst på, i hvert tilfælde italesætter de kvotering som noget, der er ødelæggende for kunsten. Men hvordan kan adgangen til det at gøre scenekunst være ødelæggende i sig selv? Altså med mindre kunsten har sin egen kvotering, som en af de kunstneriske chefer udtaler, men! Vælger kunsten selv sine kunstnere? Nej, det gør andre kunstnere, og det er i dette krydsfelt at lige adgang for alle scenekunstnere til at gøre scenekunst har sin berettigelse.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.