Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Velkommen hjem

17. april 2016

Joachim Hamou er billedkunster og instruktør. Hans arbejde er centreret omkring aktivisme og sociale strategier ved hjælp af de mange platforme og institutioner, der er inden for kunsten. Han har været involveret i adskillige store sociale projekter, der overskrider grænserne mellem kunst og aktivisme som en nødvendighed for faste institutioner. Han er en af grundlæggerne af Trampolinhuset i København – en platform for kulturel udveksling og læring, der er rettet mod flygtninge, illegale indvandrere og borgere i Danmark. Hamou har også skabt forskellige midlertidige kulturelle institutioner såsom Rio Bravo i København – steder, der har skabt grobund for tværfaglig dialog. De sidste to år har Hamou været en del af teamet af kunst-rums castillo/corrales i Paris, hvor han bor. Hamous primære æstetiske praksis er inden for performance og film, der opstår af de sociale situationer og organisationer, han skaber.

 

 

Det er på tide, at vi bryder den strukturelle hegemoni i teaterverdenen, der fantasiløst kopierer de magtorienterede politiske institutioner. Det er på tide at (re)introducere ordet solidaritet, før det helt har mistet sin mening. Det er med solidaritet, vi kan knække den eksisterende orden. Det er også med solidaritet, vi kan stoppe de foruroligende neoliberale eksperimenter, som flere teatre har kastet sig ud i, hvor de stiller deres ressourcer til rådighed ved at agere ”facility-houses” for alternative grupper, der er tvunget til at leje sig ind for dyre penge.

Airbnb er et problem! De hæver huslejen i byerne, fjerner boliger fra boligmarkedet og skaber en sort økonomi. Den uregulerede økonomi er kommet for at blive. Der er meget at kritisere den for: Uber ødelægger det for taxichaufførerne, Airbnb for hotelejerne. Velorganiserede fagforeninger bliver sat ud af spillet i et fuldstændig ubeskyttet arbejdsmarked.

Fælles for dem er et monopolsystem med stærke protektionistiske tiltag, der ikke formår at ændre sig, og som holder en stadigt større samfundsgruppe uden for arbejdsmarkedet. Den ”alternative” økonomi bryder med det gamle system, hvor den personlige gevinst for nogle få individer er alt for stor.

En lignende tendens gør sig gældende inden for teaterverdenen. Her er der ikke plads til mangfoldighed på noget niveau. Det er stadig teaterchefen, der regerer over en teaterbygning, hvor der produceres en form for teatervision.

Der spilles teater i store, dyre sale, og det er så eksklusivt, at ikke en gang de mest velbjærgede borgere synes, at det er et besøg værd. Teatrene står tomme, når der ikke er kommercielle succeser på programmet. For at tjene lidt ekstra penge bliver teatrene i større og større grad brugt som underholdningspaladser for private virksomheder, der lejer sig ind for at lancere nye produkter, holde firmafester og lignende. Dette på trods af, at hele vækstlaget i samme teaterverden har meget usikre og ugunstige forhold.

Så hvad ville der ske, hvis man nu foreslog en ny organisering af teateret som funktion? En Airbnb-version af teateret: Her er store øvelokaler, scener, værksteder og kontorer blandt meget andet. Hvis man ikke ville kunne gå ud fra en devise om, at alle disse kvadratmetre, alle disse computere, alle disse redskaber kunne bruges i en langt større del af døgnets timer? Man kan tænke brugen af scenen på samme måde. En scene står for det meste tom i løbet af dagen, men der er sikkert nogen, der kunne få glæde af den også i disse timer. Og jeg er ikke en gang kommet til sommerperioden endnu… Men i modsætning til Airbnb’s forretningsmodel, så er målet ikke at skabe en ny økonomisk indtægt – det er snarere at skabe arbejds- og produktionsmuligheder for et alternativt miljø.

Det virker som en simpel ligning, men det kræver et opgør med mange stærke kræfter. Først og fremmest er der et brud med den eksisterende patriarkalske struktur med EN teaterchef, ET ensemble, EN værkstedschef, EN grafiker etc. Der bliver flere og flere af os, og vi lever i en verden med færre og færre ressourcer – det er på tide, at vi vænner os til det! For en gangs skyld kunne teateret gå først i frontlinjen af en revolution, hvor vi deler vores ressourcer med hinanden i stedet for at konkurrere om dem.

Det er teaterchefernes ansvar at etablere en ny teaterkultur, og det er dem, der må skabe plads til den, snarere end at give pladsen fra sig. Det er på tide, at vi bryder den strukturelle hegemoni i teaterverdenen, der fantasiløst kopierer de magtorienterede politiske institutioner. Det er på tide at (re)introducere ordet solidaritet, før det helt har mistet sin mening. Det er med solidaritet, vi kan knække den eksisterende orden. Det er også med solidaritet, vi kan stoppe de foruroligende neoliberale eksperimenter, som flere teatre har kastet sig ud i, hvor de stiller deres ressourcer til rådighed ved at agere ”facility-houses” for alternative grupper, der er tvunget til at leje sig ind for dyre penge.

Teateret er ikke et massemedie, og det er nødvendigt, at vi skaber en solidarisk platform, som det kan fungere i, og som i bogstavelig forstand giver plads til alternative strukturer, der behandler andre og nye problemstillinger. Især i et så begrænset sprogområde som det skandinaviske.

Teaterproducenterne er nødt til at finde redskaber og opbakning for at få muskelkraften til at modstå de politiske og økonomiske manipulationer og nedskæringer. Det er ikke politikerne, der skal beslutte, hvordan fremtidens teater skal se ud – det er dem, der producerer teater, der skal beslutte det.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.