Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Talent og elite

12. april 2018

Hc Gimbel har gennem 30 år i dansk og internationalt teaterliv været producent, kommunikationsansvarlig, mentor, siddet i advisory boards og været leder for både projektstøttede teaterproduktioner, kommercielle produktioner, teater- og kulturfestivaler. Han var i mange år en del af ledelsen for Københavns Internationale Teater, mens han senest var initiativtager, medskaber og direktør for teateret Republique. Hans uddannelsesmæssige bagrund er Cand.Comm. (RUC, KUA & Middlesex University) med speciale i kulturkommunikation og Master of Management Development (CBS) med speciale i ledelse af offentlige kulturinstitutioner.

Når vi skal nærme os svar på de centrale spørgsmål, der er med til at definere talent og elite, er det svært ikke også at diskutere kvalitet. Og når vi taler kvalitet i dag er det også næsten naturgivent at diskutere dannelse.

Kulturminister Mette Bock har en mærkesag. Hun vil styrke både talent og elite i det danske kulturliv. Det er der sandsynligvis ikke så mange, der kan have noget imod.

Men hvor begynder talentet? Hvordan styrkes det? Er talentet eksperimenterende eller er det på vej til at tilegne sig elitens praksis? Hvornår bliver talentet indfriet? Hvornår bliver det en del af eliten? Hvad er eliten og hvordan skiller eliten sig ud, hvis den skal have særlige vilkår, som styrker den?

Kulturministerens mærkesag stiller faktisk flere spørgsmål end den giver klar politisk målsætning, og det er først i svarene på de spørgsmål, vi kan finde afgørende årsager til enig- eller uenigheder. For det er først i svarene, at vi kan se konflikterne og udfordringerne. Det er her, barriererne bliver sat op og konturerne til udvikling gemmer sig. Derfor er det også først i svarene, vi finder mulighederne, hvilket jo i sidste ende er det mest interessante. Også selvom det hurtigt kan blive abstrakt at tale om elite og talent, når det drejer sig om scenekunst og kultur i det hele taget.

Når vi skal nærme os svar på de centrale spørgsmål, der er med til at definere talent og elite, er det svært ikke også at diskutere kvalitet. Og når vi taler kvalitet i dag er det også næsten naturgivent at diskutere dannelse. For hvis vi ser bort fra den tekniske ekvilibrisme, så er dannelse en vigtig forudsætning for at forstå og skabe mening i kulturlivet – særligt i kunstens verden – og derved vurdere kvaliteten.

Kulturlivets og i særdeleshed kunstoplevelser er imidlertid ikke længere givet af et borgerligt dannelsesprojekt. De vurderes ikke længere kun af en begrænset gruppe med en særlig kulturel dannelse i bagagen. De er ikke længere kun for dem, som flertallet blindt ser op til. Vurderingen af kunstoplevelser er blevet frisat gennem bl.a. de sociale og digitale medier men også vores udvidede og vidt forgrenede videnstrukturer.

Dannelse er på den måde ikke længere givet af en kanon men derimod af dybt individuelle behov, der sætter nye og individuelle standarder for kvalitet. Kunstnerisk kvalitet er derfor mange ting i dag, hvis oplevelsen skal give eksistentielt perspektiv til opleveren. Kunstnerisk kvalitet giver stadig et vindue til det ukendte, livsbekræftende og livsberigende, hvor man kan undres og bringes videre. Men kunsten får først kvalitet, når den der oplever, kan se igennem vinduet med lige netop det synsfelt, som opleveren har udviklet gennem sin opvækst, muligheder, påvirkninger og livsanskuelse.

Kunstnerisk kvalitet er derfor ikke længere defineret af et akademisk, elitært, abstrakt og dog alligevel fastlåst begreb, fordi dannelsesprojektet er liberaliseret. Det er ikke historieløst men netop frisat til det personlige narrativ. I dag er det i lige så høj grad folkeligt forankret. Det er i lige så høj grad kommercielt forankret. Det er i lige så høj grad innovativt, udfordrende forankret i talentet som klassisk forankret i eliten, ligesom det er innovativt forankret i eliten og klassisk forankret i talentet.

Det har samtidig gjort, at kunstoplevelser i dag er for alle mennesker i alle sociale lag og i alle arbejdsforhold. Ydermere kræver flere og flere deres ret til kunstneriske oplevelser med kvalitet skabt for dem – for vi betaler alle til dem og har forhåbentlig lyst til at blive ved med det! I dag har det derfor eksempelvis en helt anden betydning for en kulturinstitution som Det Kgl. Teater at skabe kunstoplevelser med kvalitet for hele Danmarks befolkning, end det havde for bare 15-20 år siden. Der skal nemlig være et bredt udbud til en bred befolkning og ikke bare en elite, som den øvrige del af befolkningen vil efterligne. På den måde flyttes berettigelsen af den offentligt støttede kultur også ud til den brede befolkning, så modtagerperspektivet bliver afgørende. Det skal have relevans på en ny måde og for den brede befolkning, hvis den støttemæssige berettigelse skal sikres. Også for en eliteinstitution som Det kgl. Teater.

Når kunstoplevelsen er frisat, får grænserne mellem det tidligere så klassiske Kgl. Teater og det tidligere så eksperimenterende uafhængige miljø tendens til at blive opløst. Grænserne udviskes når de store institutioner også skal være innovative for at udvikle nye udtryk og fortællinger til stadigt bredere målgrupper. Derfor får de tendens til at opsluge avantgarden – både den elitære og talentfulde del. Derved opstår det dilemma, at de eksperimenterende – skal vi kalde dem talenterne – godt nok får mere professionelle rammer at producere under. Men de bliver samtidig sat i en situation, hvor produktionsvilkårene ofte får det eksperimenterende til at reproducere det eksisterende blot i en ny form, ganske enkelt fordi de institutionelle produktionsvilkår sætter rammerne for de kunstneriske processer og den indre nødvendighed, hvorved de kommer til at forme de kunstneriske udtryk.

Sagt på en anden måde er det uafhængige miljø blevet mere skrøbeligt, end det har været i mange år, hvis ikke der kulturpolitisk bliver passet på det som en vigtig ressource for talentet. Omvendt bliver de store institutioner og deres professionalisering af produktionsrammerne også mere skrøbelige, hvis man betragter dem som eliten, da de har fået til opgave at skabe eksistentiel udsigt for en stadigt bredere del af befolkningen, hvilket kan blive en næsten uoverskuelig opgave.

Udfordringen i dag er derfor på den ene side at styrke de store institutioners muligheder for netop at nå den brede befolkning og på den anden side at frisætte det eksperimenterende miljø på ny. En styrkelse af elite og talent kunne derfor være at styrke de store institutioner og det uafhængige scenekunstmiljø. Det kan ske ved på den ene side at skabe klarere krav og tilhørende økonomi til de store institutioner med publikumsvurderinger som kontrolkrav, så udviklingen ikke sker ud fra rent populistiske og meget kortsigtede politiske strategier. På den anden side skal der skabes råderum for det uafhængige miljø, hvor de på egne præmisser kan skabe kunst for kunstens skyld, så udviklingen ikke bliver udvisket i de store institutioners produktionsstærke og modtagerorienterede rum. Det kunne for eksempel ske i netværks- og udvekslingshubs som Forsøgsstationen.

Men det er jo blot en vinkel på at diskutere en styrkelse af talent og elite. Det interessante for Kulturministerens mærkesag er i virkeligheden at vide, hvad hun mener, de to begreber i hendes mærkesag dækker over.

Af Hc Gimbel, initiativtager, medskaber og tidl. teaterdirektør Republique

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.