Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Eksperimenterende… Hvad er det?

1. april 2016

Uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole 1991-1995
Uddannet som dramatiker på Dramatiker Væksthus 2010-2012

Har som skuespiller medvirket i utallige forestillinger for børn, unge og voksne på små og store teatre i København, Århus og div. provinsbyer samt på talrige turnéer i det ganske land og i en del gæstespil i udlandet. Har også været flittigt benyttet som skuespiller på readings i forskelligt regi og har derudover medvirket i flere tv-serier, heriblandt ”Ørnen”, ”Livvagterne” (begge DR) og ”Rita” (TV2).

Debuterede som dramatiker i 2011 med ”Tårnspringeren” på Team Teatret og Teater V. Har siden skrevet en lang række forestillinger (hvoraf flere er udgivet på Forlaget Drama), hørespil, revytekster m.m. Seneste dramatiske arbejde var enakteren ”Lillejuleaften”, Det Kolde Bord på HAUTscene december 2015

Debut som instruktør med forestillingen ”Aben”, UmDieEcke på Københavns Musikteater efteråret 2015.

Når jeg søger støtte hos Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PSU) kan jeg tage mig selv i at sidde og blive påhitsom. Jeg synes, at der i retningslinjerne står rigtig meget om form, og om i hvor høj grad der lægges vægt på, at projekterne skal være ”eksperimenterende”. Hvad vil ”eksperimenterende” egentlig sige? Og hvem definerer, hvad et eksperiment er?

Set gennem de skeptiske briller virker det, som om ”eksperimenterende” er blevet et mantra og en kvalitet i sig selv indenfor scenekunst. Man kan sidde med en fornemmelse af, at man, for at opnå støtte til sit projekt, er nødt til (igen) at opfinde den dybe tallerken med hensyn til formen på den historie, man nu engang (forhåbentlig!) har på hjerte. Er påhitsomhed blevet vigtigere end eftertænksomhed?

Teatret finder nye veje. Og heldigvis for det! Der bliver leget, undersøgt, eksperimenteret, udviklet og bokset med teatrets udtryk og former. Teatret flytter ud i byrummet, og det befolker indendørs rum, der aldrig var tiltænkt teater: lejligheder, containere, campingvogne, busser, udtjente industrilokaler etc. Site specifik, vandreforestillinger, publikumsinddragende teater, publikumsmedvirkende teater og borgerscener vælter frem, og autentiske mennesker optræder side om side med den traditionelle skuespiller. Teatret udvikler sig i rivende fart, grænserne mellem fiktion og virkelighed testes konstant, og scenekunstens frontløbere knokler for at finde nye måder, hvorpå man kan gøre teatret moderne, vedkommende, aktuelt, digitalt, frontalt, optimalt, herligt fatalt og i takt og tråd med tiden. Teatret er nødt til at holde sig skarpt, og det er sundt, at vi holdes til ilden og udfordres.

Den relevante, nærværende historie

Men… Og der er et ”men”, synes jeg. Vi må nemlig aldrig nogensinde glemme det, der er det vigtigste i alt teater – og vel i al kunst i det hele taget: den gode, vigtige, relevante, nærværende og vedkommende historie! Hvad er det, vi gerne vil fortælle? Og hvorfor? Hvad er det, vi har på hjerte? Hvad er det, der brænder i os? Vi skal passe på, at vi ikke begynder det forkerte sted. Nemlig med, hvordan vores projekt/forestilling skal se ud, snarere end der, hvor man altid bør begynde: nemlig med historien. Hjerteblodet. Livsnerven i fortællingen.

Midt i alt det herlige teatermylder oplever jeg af og til en, efter min smag, lidt ærgerlig tendens til at sætte formen først, og jeg ved ikke, om jeg generer nogen ved at påstå, at støttesystemet måske har en uheldig og ufrivillig hånd med at skubbe til denne tendens. Når jeg søger støtte hos Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PSU) kan jeg tage mig selv i at sidde og blive påhitsom, og jeg har talt med mange efterhånden, som oplever det samme. Folk tager sig i at vinkle/dreje deres ansøgninger hen imod noget ”smart” formmæssigt for at føle, at de overhovedet har en chance for at opnå støtte. De vrider deres hjerner i jagten på den gode form i stedet for i jagten på den gode historie, og når jeg læser PSU’s retningslinjer for at søge støtte, forstår jeg faktisk godt hvorfor. Jeg synes, at der i retningslinjerne står rigtig meget om form, og om i hvor høj grad der lægges vægt på, at projekterne skal være ”eksperimenterende”. Men som en noget ansøgningsfrustreret kollega sagde (nærmest råbte) til mig for nylig: ”Eksperimenterende? Hvad fanden er det? Jeg ved ikke, hvad det er!” Og jeg kan godt følge ham – for hvad vil ”eksperimenterende” egentlig sige? Og hvem definerer, hvad et eksperiment er? At eksperimentere bør ikke være et mål i sig selv – i stedet burde man bruge tid og kræfter på at udvikle og fortælle den gode, stærke, relevante historie! I dét arbejde kan det eksperimenterende måske åbenbare sig, men i min måde at tænke teater på begynder det altid med det følelsesmæssige afsæt, og dét må formen indrette sig efter. Aldrig omvendt.

Ét kriterium: kvalitet

Førnævnte kollega tilføjede en nok så vigtig pointe: ”Der er kun ét eneste kriterium, der bør gælde, når man søger støtte, og det er, om det er kvalitet!” Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg kunne derfor ønske mig, at der var en større tillid til, at hvis grundlaget, den stærke historie, er på plads, så finder udviklingen af formen (og publikum!) sin vej, når man opdager og afsøger, hvad historien kræver.

Derfor vil jeg også udtrykke et stille håb om, at man for en stund lader begrebet ”publikumsudvikling” træde lidt i baggrunden. Alle taler om publikumsudvikling. Hele tiden. Og begrebet optræder da også i PSU’s retningslinjer. Men jeg tror altså indædt på, at den ypperste form for publikumsudvikling (og involvering) er og bliver at fortælle den gode historie, folk kan relatere til og spejle sig i – uanset form og mængden af eksperimenter.

Og har man sat et hold af professionelle mennesker, burde der være tiltro til, at projektet når i mål, uanset om det bliver en site specifik vandreforestilling på en mørk havnekaj kl. 03 om natten, eller om det bliver en mere traditionel forestilling, der begynder kl. 20.00 i et teaterrum med scenen her og publikum dér. Begge dele kan være fantastisk, og begge dele kan i allerhøjeste grad have deres berettigelse. Det må være fuldt legalt ”bare” at ville lave noget godt, stærkt og vedkommende teater, også af den slags, hvor publikum ”passivt” sidder og ser på. Vi må aldrig undervurdere, hvad en god fortælling kan udvirke! Vi kan jo ikke se, hvad der rører sig inde i den enkelte publikummer, og hvordan forestillingen berører, engagerer og påvirker vedkommende.

At teater er nyskabende og eksperimenterende og går nye veje er rigtig godt. At teater ”bare” er kvalitet, er endnu bedre!

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.