Forsøg i april måned om empati

Projektet “V Figurines”, der består af seks dansere og en koreograf, har i april måned stået for et forsøg på Forsøgsstationen. Det omhandlede spørgsmålet om, hvad kvinder deler, og ”på hvilke måder kvinder kan finde styrke i og forstå sig selv og hinanden? Hvilke øvelser i empati findes der gennem vejrtrækning, kontakt, lyd og bevægelse?”.

Forsøgsholdet bestod af:
Koreograf: Julie Schmidt Andreasen
Dansere: Marie Andersson, Hilde Ingeborg Sandvold, Birgitte Lundtoft, Meleat Fredriksson, Sandra Liaklev og Sophia Mage.
Filmdokumentation: Julie Damkjær
Foto: Tor-Erik Ulriksborg

Der blev lavet en visning af forsøgsarbejdet på Dansens Dag den 29. april 2016 i Dansehallerne. Derudover er der planer om at lave en dokumentation af forsøgsarbejdet på film samt der vil blive afleveret en forsøgsrapport.
Materialet fra forsøget danner grundlag for at skabe en koreografi, der kan vises på et galleri eller på et museum.

Projektet “V Figurines” er støttet af Nordisk Kulturfond.

Stemmeworkshop med Angelina Watson

I anledning af CPH Stage 2016 tilbyder Forsøgsstationen en intensiv workshop i stemmetræning. Workshoppen har fokus på monologer af Shakespeare, da det i år er 400-året for hans død.
Underviser på workshoppen er skuespiller Angelina Watson, der siden 2003 har undervist i en stemmemetode af Nadine George. Angelina er fast underviser af den ugentlige stemmetræning, som Forsøgsstationen tilbyder sine medlemmer gratis. Hun er akkrediteret som underviser for Voice Studio International, i hvis regi hun denne sommer skal assistere Nadine George ved en international workshop i London.
Assistent: Rikke Jeppesen Rod

Workshoppen i stemmetræning finder sted den 6.-10. juni 2016 kl. 10.00-15.00 for maks. 8 deltagere.
Sidste dag på workshoppen vil bestå af et oplæg om stemmetræning ved Rikke Jeppesen Rod samt en masterclass, hvor op til 20 personer vil få mulighed for at ”se med” under arbejdet.
Prisen for deltagelse i workshoppen er 2000 kr.

Billetter kan købes her:
Workshop
Masterclass

Nyt blogindlæg ”Dramatik med roller til etniske minoriteter søges!”

Vi offentliggør i dag et nyt indlæg på vores blog ”Dramatik med roller til etniske minoriteter søges! – Det skal være en selvfølge at bruge etniske minoritetsskuespillere!” af skuespiller Marie-Lydie Nokouda.

Her er et kort uddrag af det:
”Skuespillere med etnisk diversitet er efter min analyse simpelthen for fraværende og underrepræsenteret inden for scenekunst. Tag bare selv et kig i teaterkataloget for sæson 16/17, der lige er udkommet. Eller kig i en avis og se, hvad der spiller på de store og små scener. Hvordan står det til med den etniske mangfoldighed? At bruge etniske minoritetsskuespillere (som ikke er typecastet til en rolle efter deres hudfarve eller kulturelle baggrund) skal være en selvfølge. At opleve diversitet og mangfoldighed på og bag scenen skal være ”new normal”!”

Du kan læse blogindlægget her , og deltag gerne i debatten!

Blogindlæg ”Velkommen hjem”

Vi har i midten af april måned offentliggjort et indlæg på vores blog med titlen “Velkommen hjem”, skrevet af billedkunstner og iscenesætter, Joachim Hamou.
Her kommer et uddrag fra indlægget:

“Det er på tide, at vi bryder den strukturelle hegemoni i teaterverdenen, der fantasiløst kopierer de magtorienterede politiske institutioner. Det er med solidaritet, vi kan stoppe de foruroligende neoliberale eksperimenter, som flere teatre har kastet sig ud i, hvor de stiller deres ressourcer til rådighed ved at agere ”facility-houses” for alternative grupper, der er tvunget til at leje sig ind for dyre penge.”

Du kan læse blogindlægget her. Deltag gerne i debatten!