»Efter at jeg havde besøgt indianerne et par gange, skrev jeg bogen »Indianerliv«. Jeg omtalte indianerne som et folk, der levede i pagt med naturen og i harmoni med gruppen. Da jeg senere læste op af min bog for indianerne, lænede de sig tilbage fra bålet og bad mig om at læse op en gang til. Derefter sagde de, at »indianerliv« var interessant at høre om, men at det handlede mere om mig selv og mine døomme end om dem og deres dagligdag. Nu kender jeg dem bedre, men dermed er deres historie også blevet vanskeligere at fortælle. Nogle af dem er jeg kommet til at kende så godt, at jeg ikke længere kan fortælle enkelt og sammenhængende om dem. Til gengæld har jeg fået mulighed for at få indsigt i de bagvedliggende strukturer, som har betinget deres overlevelse, og fået en formodning om, hvorfor vold og terror er trængt ind i deres lokalsamfund.«