Forsøgsstationen gik ud af sæson 25/26 med et underskud på 100.000 kr., som resultat af en bevilling der ikke havde løftet sig de sidste 13 år. Vi reagerede ved at starte organiseringen af denne støttefest og samtidig gøre Projektstøtteudvalget for Scenekunst opmærksom på det akutte problem og den udvikling der om kort tid ville kunne
føre til lukning af Forsøgsstationen.
Den glædelige nyhed er, at udvalget har lyttet til alvoren og tildelt Forsøgsstationen et enkeltstående støttebeløb, som stopper den akutte blødning og mindsker vores frivillige arbejde i denne sæson.Tilbage venter vi stadig svar på, om Forsøgsstationens permanente driftsstøtte de kommende år løftes op på et seriøst niveau, så stedet kan få en reel fremtid og undgår at være konstant lukningstruet.
Dette betyder også at støttefesten, i stedet for at samle ind til at dække et underskud, nu kan rette sit fokus mod at samle ind direkte til kunsten. Alt overskud fra denne fest, kommer til at gå til afvikling af en Forsøgs-festival i juni ’27, hvor alle forsøg i sæsonen tilbydes rum og teknisk assistance til at præsentere deres arbejde, i form af visninger, work-
in-progress eller arbejdsdemonstration. På denne måde kæmper vores støttefest for at synliggøre det kunstneriske arbejde der foregår i Forsøgsstationen og understrege dets berettigelse.


