KRITIK TIL DEBAT
DEN GODE SAMTALE:
Kan vi samtale om kunstneriske kvalitetsbegreber på nye måder?
Kan vi møde scenekunstnerens værk mere åbent med nysgerrighed, undren og videbegærlighed? Kan vi, i stedet for at tage livet af det med stjerner, tænke med ind i værket, reflektere over det sammen med dets skaber og dermed give det et liv videre?
Forsøgsstationen og Uafhængige scenekunstnere ønsker over 2 aftener i september og i november at skabe et anderledes debatformat, hvor vi hæver os op over begreber som succes eller fiasko for i stedet at samtale om scenekunstens udtryk og udvikling.
Med den ”kunstneriske samtale ” den 27. september med arbejdstitlen ”Kritik i værkstedet” tager koreograf og danser Tim Matiakis os med ind i sit værksted i sin undersøgelse af et givet emne eller spørgsmål indenfor scenekunsten. Vi håber på en debat, hvor samtalen kan åbne for nye måder at give konstruktiv kritik, og hvor forestillingsresultat og produkt ikke er på dagsordenen.For ofte kommer det til at handle det om at få solgt billetter, og det pres kan være med til at begrænse det kunstneriske arbejde og vores kreativitet.Samtalen kan derimod handle om proces, de kunstneriske undersøgelser, nye opfindelser, og intentioner og om hvor scenekunsten bevæger sig hen. Styrken i dette debatformat er det direkte møde med kunstneren på gulvet som viser ”Work in Progress”, og som giver en fælles kunstoplevelse som udgangspunkt for samtalen.
Med den kunstneriske samtale den 29. november ”Kritik i det offentlige rum”, inviterer vi forfatter, skribent og anmelder Michael Svennevig ind til en fælles samtale om at skrive med en undersøgende tilgang til værket og møde scenekunstnerens værk så nysgerrigt, åbent som muligt og lade værket undsige sig definitionen.
Vi håber på at vi med ”den gode samtale” kan skabe en dialog om, hvad scenekunsten er og gør og kan blive, med kunstneriske nybrud, udfordrende æstetik og genrekompleksitet.
KUNSTNERISKE SAMTALER OG FREDAGSBAR
Forsøgsstationen og Uafhængige Scenekunstnere er gået sammen om at facilitere en række kunstneriske samtaler med efterfølgende fredagsbar den sidste fredag i hver måned på Forsøgsstationen fra kl.16.30 – 19 Arrangementet er både for medlemmer og alle andre interesserede.