Nyhedsbrev oktober 2017 er udgivet. Link til fuld version her.

Nyhedsbrevet indeholder:

  1. Hovedforsøg med Den Danske Scenekunstskole
    1. Kom til åbent laboratorium på forsøget
  2. Siden sidst
    1. Ny administrator i fuld gang
    2. Nye kontortider
    3. Praktikant
    4. ACT i huset – artist talk
    5. GAGA weekend
  3. Kommende aktiviteter
    1. Åbent laboratorium – Den scenografiske skuespiller
    2. Platform datoer
    3. Nadine George workshop 2018
  4. Skal du være medlem?
  5. Aktuelle medlemsforsøg
    1. Fair Phone
    2. Mødet mellem den poetiske fortælling og det ekspressionistiske fysiske teater
    3. Shakespeare på to sprog
    4. Aftryk efter kroppen i bevægelse – en undersøgelse
    5. Story Play
  6. Særligt for medlemmer
    1. Brug netværket!
    2. Træning
    3. Fornyelse af medlemsskab
    4. Dato for årets julefrokost

Hovedforsøg med Den Danske Scenekunstskole
Den tredje del af hovedforsøget ”SKUESPILLEREN OG ÜBER-MARIONETTEN” – med titlen ‘Den scenografiske skuespiller’ – foregår lige efter efterårsferien. Det er et samarbejdsprojekt mellem Den Danske Scenekunstskole og Forsøgsstationen og er en undersøgelse af den ydre teknik, som en vej til en ny metode for skuespillerens, dukkeførerens og scenografens kreative processer.

“Gennem konkrete fysiske benspænd og obstruktioner undersøges, hvordan ydre begrænsninger kan frisætte og åbne for nye muligheder for skuespillerens arbejde og udtryk. Dette gøres bl.a. ved at forandre skuespillerens tyngde, holdning og balance gennem scenografens kostumer og ved at se på skuespilleren som var han/hun dukkeførerens marionetdukke, der bliver modelleret og skulptureret.”
Uddrag fra forsøgets hjemmeside

Forsøget ledes af Charlotte Munksø fra DDSKS København og Øyvind Kirchhoff fra Forsøgsstationen. Forsøgssteamet på 12 personer tæller derudover 5 tredjeårs-studerende fra DDSKS København, professionelle dukke/skuespillere og scenograf/dukkemager Rolf Søborg.

Teateravisen omtalte projektet for nyligt. Læs artiklen i Teateravisen her.

Kom til åbent laboratorium fredag den 27. oktober

Vi vil gerne invitere interesserede til at kigge med den sidste dag af forsøget – fredag den 27. oktober kl 16-18 – hvor vi ‘åbner værkstedet’ og lader et publikum se med i vores undersøgelse af “den scenografiske skuespiller”. Der vil ikke være formidling direkte men man vil få et unikt blik ind i en kunstnerisk forskningsproces. Tilmelding nødvendig hos Rikke på rikke@forsoegsstationen.dk – begrænset antal pladser – først til mølle.

SIDEN SIDST…
 Vores nye administrator er i fuld gang!

Som nogle allerede ved har vi ansat Dorte Wium som vores nye administrator pr. 1. oktober. ​Dorte er både produktionsleder og administrator med erfaring fra bl.a. TeaterKunst, Republique, Spring festival samt mange andre større og mindre teatre. Dorte har uddannelse både inden for projektstyring, teknik og økonomi og et stort netværk indenfor scenekunstbranchens forskellige faggrupper. Dorte er allerede i fuld gang – og er ved at lære hele huset at kende.

Dorte kan kontaktes via dorte@forsoegsstationen.dk (hun varetager også mail@forsoegsstationen.dk) eller på vores hovednummer 38 79 38 28 og er på kontoret mandag-torsdag.

Kontorets åbningstider

I forbindelse med Dortes tiltræden har vi opdateret åbningstiderne for kontoret. Kontoret har åben for personlig og telefonisk henvendelse mandag til fredag 9-13. Man kan lægge besked på telefonen udenfor åbningstid eller sende en mail.

Studie-praktikant
Og så har vi fornøjelsen af at have Anna Margrét Ásbjarnardóttir i uddannelsespraktik i de næste par måneder. Anna Margrét læser kandidat i teater- og performance studier på Københavns Universitet. Hun kommer fra Island, har en bachelor i antropologi fra Háskóli Íslands (University of Iceland) og en diploma i moderne dans fra Listdansskóli Íslands (The National Ballet School of Iceland). Hun har været involveret i forskellige produktioner i Island og interesserer sig især i sammenspillet mellem kultur, traditioner og scenekunsten.

Anna Margrét bliver tilknyttet hovedforsøget under ledelse af Øyvind Kirchhoff og vil derudover følge et eller flere af de øvrige forsøg i huset.

Artist talk ved instruktør George Mungai, Kenya.

Fredag den 6. oktober havde vi artist talk med George Mungai som fortalte om sit næste projekt i Danmark som omfatter både et teaterstykke og en dokumentar om Karen Blixen fra Kenyansk perspektiv. Det var spændende at få indblik i researchen omkring projektet som afdækkede nye forbindelser i en Nordisk sammenhæng – og interessant at høre om hvordan Mungai blev klar over at Karen Blixens ‘legacy’ stadig lever i den Kenyanske fortælling som ‘the good one’ …

Mungai er i Danmark i forbindelse med opsættelse af Ibsens “En folkefjende” – som ACT (Afro Cosmopolitan Thespians), sætter op på Baltoppen til oktober. Teamet omkring opsætningen arbejder lige nu her på Forsøgsstationen.

GAGA & Research

I weekenden 7. – 8. oktober havde vi den første GAGA weekend – det blev en svedig affære! Den gentages til januar. Husk at der fremover er GAGA med Siri Wolthoorn hver torsdag (undtagen i efterårsferien). Det er ikke nødvendigt at melde sig til, og ikke-medlemmer kan deltage for 50 kr (som afregnes med kontoret).

Læs mere om Siri og GAGA her.

Kommende aktiviteter

Åbent laboratorium – Den scenografiske skuespiller
Der er som nævnt allerede mulighed for at kigge med i det kunstneriske værksted fredag efter efterårsferien hvor hovedforsøget åbner dørene fredag den 27. oktober kl 16-18 – tilmelding hos Rikke på rikke@forsoegsstationen.dk – begrænset antal pladser – først til mølle…

Datoer for Platforme i sæson 17/18
I denne sæson har vi to platformsarrangementer hvor sæsonens forsøg udveksler nyerhvervede erkendelser med hinanden og andre særlig interesserede. Sæt allerede nu kryds i kalenderen fredag den 15. december 2017 og fredag den 15. juni 2018.

Nadine George workshop 2018
Vi har nu fået årets workshop med den internationalt anerkendte stemmelærer Nadine George på plads – og det kommer til af foregå lige efter Pinse i dagene tirsdag den 22. maj til søndag den 27. maj 2018.

Det koster i år 3.600 kr. at deltage. Der er stor rift om pladserne og annonceringen til medlemmer betyder at der allerede er næsten fuldt booket. Tilmelding foregår pr. mail til rikke@forsoegsstationen.dk

HVIS DU VI VIDE MERE…
…om Nadine George’s arbejde, og betydningen af det kan det anbefales at læse udgivelsen “Growing Voices” fra 2013, redigeret af Professor Ros Steen leder af Centre for Voice in Performance, Royal Conservatoire of Scotland. Og hvis du er medlem kan du stifte bekendtskab med hendes teknik til den ugentlige stemmetræning hvor Angelina Watson underviser i teknikken.

Der kommer yderligere information om workshoppen når vi nærmer os – hvor man ligeledes vil kunne tilmelde sig som publikum til den åbne prøve den 27. maj.

Overvejer du at blive medlem?
Hvem kan blive medlem?
Alle professionelle scenekunstnere, dramaturger og teatervidenskabsfolk, færdiguddannede eller under uddannelse, kan blive medlem af Forsøgsstationen.

Fra og med oktober koster et medlemsskab 125 kr om måneden og beløbet betales for en hel sæson af gangen. Det vil sige, at prisen i oktober er: 1.125 kr, november 1.000 kr, december 875 osv.

Hvis du bor udenfor Storkøbenhavn er det billigere at blive medlem – det koster kun 350 kr. for sæsonen.

Forsøgsstationens venner
Hvis du gerne bare vil støtte forsøgsstationens aktiviteter – kan du melde dig ind som STØTTEMEDLEM for kun 200 kr. pr. sæson – og du vil som støttemedlem blive inviteret med til i vores skønne julefrokost!

Bliv medlem af Forsøgsstationen eller forny dit medlemskab for sæson 17/18, ved at udfylde dette skema og sende det til mail(at)forsoegsstationen.dk. Hvis du ikke har været medlem før skal du medsende kort CV. Du får tilsendt betalingsinformation efter godkendelse.

Aktuelle medlemsforsøg
Det er altid muligt at læse om igangværende eller tidligere forsøg på hjemmesiden, hvor man desuden kan downloade forsøgsrapporter og læse de enkelte forsøgs intentionsrapporter – det vil sige forsøgsholdets oplæg til selve forsøget. Medlemmer kan søge om tid og sparring om forsøg – se hvordan her. Det er ikke altid visninger kan nå at komme med i nyhedsbrevet, så hold øje med vores facebook side og hjemmesiden, hvis du er særligt interesseret i at opleve de kunstneriske forskningsprocesser helt tæt på…

Det dada-istiske forsøg Cigar Bums Næse – et musikalsk papirteater forsøg – under ledelse af Anette Asp – blev det kunstneriske udgangspunkt for udviklingen af en forestilling med titlen Gashjertet som netop har fået produktionsstøtte fra Kunststyrelsen. Vi ønsker tillykke og glæder os til at se værket.

Et andet forsøg der er meget aktuelt er Birth/Breath, et medlemsforsøg fra sidste sæson af OTHERNESSPROJECT ledet af Rita Sebestyen. De er spiller forestillingen IF på Bådteatret i denne uge – en forestilling som er afledt af deres forsøg her.

Medlemsforsøg i kalenderen…

OKTOBER

** Fair Phone
Gennem en sanselig udfoldelse af en smartphone undersøges om det er muligt at skabe fornemmelse af objektet som et konkret udgangspunkt, et landskab som måske kan bruges til at finde fodfæste og retning, når vi til daglig skal navigere i cyperspace. Forsøget ledes af Tora Balslev og forløber i oktober – december 2017.

Læs mere om forsøget her.

** Mødet mellem den poetiske fortælling og det ekspressionistiske fysiske teater
Det Olske Orkester begyndte i august 2017 et 3 år langt forskningsprojekt på Forsøgsstationen, der skal undersøge og udvikle et teatralsk formsprog, der bygger på en kombination af poetisk fortælling og ekspressionistisk fysisk teater.

Forskningsprojektet er en videreudvikling af det formsprog Det Olske Orkester skabte med den prisbelønnede og meget spillede forestilling “Dengang vi blev væk” og danner kunstnerisk grundlag for teatrets kommende store satsning, trilogien: ”En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering” bestående af forestillingerne: ”Sukker”, ”Salt” og ”Hvem er det der banker”?

Forskningsprojektet arbejder på ugentlig basis og involverer et kompagni på 6 skuespillere/dansere samt instruktør. Følg med i forsøget her.

** Et forsøg med Shakespeare på to sprog
Rikke Liljenberg har i denne sæson valgt at intensivere og fokusere sine søndags-labs med Shakespeare i form af et forsøg – og har allerede  rekrutteret forsøgsdeltagere til dette arbejde. Fokus i forsøget vil være at undersøge, om der er noget at vinde ved at arbejde med den originale engelske tekst først, for dernæst at arbejde med samme tekst i dansk oversættelse (eller andet sprog, hvis dansk ikke er dit modersmål.) Kan arbejdet med teksten i de to sprog inspirere og åbne op nye muligheder ift. karakter, fortolkning og ejerskab? Eller er det en unødig, og måske forvirrende, omvej?

Der har været meget stor interesse for at deltage (der er nu ikke plads til flere). Hvis man er særligt interesseret i dette arbejde, vil vi opfordre til at tilmelde sig facebook gruppen ‘Forsøgsstationen – intern” hvor der vil komme nyt i forbindelse med visninger etc.

Læs mere om forsøget her – eller læs om de tilbagevendende åbne Søndagslabs her.

** HOVEDFORSØG – Den scenografiske skuespiller
Også omtalt i begyndelsen af nyhedsbrevet  – Læs uddybende om forsøget her.
Forsøget er en del af en tredelt undersøgelse under Øyvind Kirchhoffs ledelse med titlen “Skuespilleren og über-marionetten“. Første del blev gennemført i efteråret 2015 og anden del, med titlen “Dødens Æstetik” blev afviklet i oktober 2016, som et 5 dages udviklingsprojekt og et åbent vidensdelingsseminar. Rapporten på anden del er tilgængelig her.
NOVEMBER
** Aftryk efter kroppen i bevægelse – en undersøgelse

Intentionen er at undersøge hvilket grafisk formsprog den autonome krop skaber i mødet med papiret. Hypotesen er at de opstående individuelle kompositioner sammen skaber et grafisk udtryk, hvori bevægelse og krop genkendes. Det er også en undersøgelse og dokumentation af kroppens overflade med hår, porer og folder. At lade aftrykkene tale hver for sig i detalje/tekstur og sammen i formsprog/komposition. Forsøget foregår i uge 47.

Forsøgsteamet består af Katrine Stewart, illustrator og grafiker (leder af forsøget), Tora Balslev, danser og fysisk performer samt Mireia Serra, danser og psykomotorisk terapeut.
Læs mere om forsøget her.
** Tredje Story Play-forsøg

Statens Kunstfond har givet støtte til Det Fortællende Teaters afvikling af det 3. Story Play-forsøg på Forsøgsstationen. I forsøget fortsættes undersøgelsen af om Story Play-modellen er et meningfuldt udgangspunkt for udvikling af fortællinger med kunstnerisk potentiale i grupper bestående af børn, unge, voksne og ældre. Se dokumentation for 2 tidligere forsøg her.

I det 3. forsøg vil vi udveksle og udvikle egne fortællinger og undersøge hvilke kunstneriske kvaliteter der ligger i at dele enkle fortællinger udenfor prøvelokalet, i det offentlige rum. Hvis vi øver en fortælling, hvor vil den så kunne udfoldes? Forsøget foregår over tre perioder og den første er fra den 28. til den 30. november. De sidste to perioder er i uge 5 og uge 8, 2018.

Vi arbejder på at samle deltagere og der er stadig mulighed for at deltage i forsøget. Læs mere om forsøget og kriterier for deltagelse her.

Særligt for medlemmer

Brug netværket!
Vi vil gerne opfordre til at medlemmer bruger dette unikke netværk (hvilket mange allerede gør – ikke mindst via facebook gruppen “Forsøgsstationen intern”) – både i form af invitationer til visninger på forsøg eller prøveforestillinger, men naturligvis også når det er tid at spille forestilling.

Vi har lige fået et tilbud ind fra vores medlem Jonas Littauer, fra det Dramatiske Udgangspunkt – som lige nu er aktuel med forestillingen The Cocka Hola Company – de vil gerne invitere medlemmer gratis i teatret. Her er deres invitation.

Og så har Andreas Dawe genopsætning af successen Lampedusa – hvor han meget gerne vil have et prøvepublikum! Det drejer sig om fredag den 17. november kl 20 og lørdag den 18. november kl. 12. Hold i øvrigt øje med Facebook gruppen “Forsøgsstationen – intern” for eventuelle ændringer.

Træningstilbud og workshops

Vi er nu godt i gang med sæsonen og vi har igen efter efterårsferien lækker træning, næsten hver dag:Dans mandag aften (med Stands&Dans), den populære stemmetræning v/Angelina Watson onsdag kl 9-10:45, GAGA torsdag morgen 9-10:30 OG fra og med den 27. oktober er Øyvind Kirchhoff tilbage med maskearbejde fredag kl. 9-10:30.

Den første MHS træningen bliver søndag den 29. oktober kl. 10-14.

I kort form ser træningstilbuddet for sæson 17/18 således ud:

Mandag kl. 18 & 19:30 – Moderne dans (Stands&Dans)**
Onsdag kl. 9-11: Stemmetræning* (HUSK TILMELDING)
Torsdag kl. 9-10:30: Gaga***
Fredag kl. 9-10:30: Maskearbejde***
*) Tilmelding nødvendig senest kl. 21 aftenen før på SMS til 20150949.
**) Læs også mere om holdene på deres hjemmeside her.  Medlemmer kan deltage gratis.
***) Maskearbejde om fredagen kl. 9-10:30 begynder den 27. oktober, og Gaga om torsdagen kl. 9-10:30 (minus efterårsferien, uge 42).

Julefrokost på Forsøgsstationen
Dato for årets eller (er det Årets?!) julefrokost er nu fastlagt.

Det bliver lørdag den 9. december kl 17-02
…og I må gerne begynde at kokkerere (lade kreativiteten syde og boble) – for at kunne diske op med lækkerier til ganen og til øje og øre – vi vil som altid gerne have muntre indslag undervejs – og meget gerne prøve egnsretter fra nær og fjern…

Der kommer en egentlig invitation senere – men synes liige for at I skulle have mulighed for at sætte krydset allerede nu…

Fornyelse af medlemsskab?
Har du ikke fået fornyet dit medlemskab for sæson 17/18, så kan du gøre det ved at udfylde dette skema og sende det til mail(at)forsoegsstationen.dk.

Hvis du ikke har været medlem før bedes du medsende kort CV. Du får tilsendt betalingsinformation efter godkendelse.

Del på Facebook

Tip en ven

Del med professionelt netværk

Copyright © 2017 Forsøgsstationen, All rights reserved.

 

afmeld denne liste    opdater præferencer