Teatersemiotik

Semiotik – læren om tegn og deres betydning – er udvidet fra at være en sprogvidenskabelig disciplin til at omfatte alle menneskelige kulturaktiviteter: litteratur, billedkunst, tv, film, teater osv.1 »Teatersemiotik « redegør teaterhistorikeren Jytte Wiingaard for den semiotiske udvikling siden 1975. Hendes

udgangspunkt er Pragerskolens teorier fra 1930rne, et af grundlagene for moderne teatersemiotik. Først behandler bogen nordisk forskning, siden især fransk og italiensk teatersemiotik, som afviger fra den nordiske ved at problematisere semiotikken. Dette har bl.a. ført til en åben kommunikationsmodel i modsætning til den tidligere statiske.Det er udfra en sådan åben kommunikationsteori, at bogens anden del analyserer dels Henrik Ibsens drama » Bygmester Solness« dels William Blochs opsætning på Det kongelige Teater. Dramaanalysen bygger på Ibsens tekst, forestillings-analysen på Blochs notationer. Teaterets førsteopførelse fandt sted umiddelbart efter dramaets udgivelse; alligevel er der flere betydningsmodsætninger mellem dramateksten og opsætningen.Slutkapitlet omhandler kritikken af opførelsen som udtryk for tidens æstetiske holdning til forestillingen. Bl.a. derved indplaceres teater som en del af det sociale og kulturelle liv.