Forsøgsstationen - link til fuld version her. NYHEDSBULLETIN 2022 indeholder: Forsøgsstationens grundværdier - tale til kunstnerisk udviklingsseminar 12. oktober '21 på DKT Forsøg efterår '21 * Karin Bergman: Somewhere, some time * Kirstine Lindemann: Between Strings #2 * Karolina Tarmara Wojtowicz: Death Dance * Katrien van der Velden & Veera Kopsala: Records of touch * Angelina Kirchhoff: Åndedrættet, stemmen og PTSD * Jakob Bentsen & Jesper la Cour: Fortælle Atelier * Forsøgsstationen: Publikum i Byrummet Interview med danser og koreograf Karin Bergman Opslagstavlen * Studiekreds i europæisk avantgardeteater * Release af rapport Shape of the Audience ** Her er Forsøgsstationens første nyhedsbulletin! ------------------------------------------------------------ Her kan I læse om hvad der foregår på Forsøgsstationen, hvor vi er lige nu og hvad vi tager hul på i 2022. Forsøgsstationen har tidligere udgivet nyhedsbreve, men dette er vores første nyhedsbulletin - den er skrevet til og for interessenter, fagfæller, medlemmer, samt andre, som skulle have lyst til at læse med. ------------------------------------------------------------ ** Forsøgsstationens grundværdier ------------------------------------------------------------ ** tale af kunstnerisk leder Lotte Faarup ------------------------------------------------------------ Forsøgsstationen var i oktober '21 inviteret til at holde et oplæg på et vidensdelingsseminar om kunstnerisk forskning på Det Kongelige Teater, organiseret af Corpus og Dansehallerne og med deltagelse af flere danske scenekunstneriske institutioner, som beskæftiger sig med kunstnerisk udvikling. ”Jeg er blevet bedt om at holde et oplæg, hvor jeg beskriver Forsøgsstationens tre bedste udviklingsværktøjer. Det gør jeg gerne, jeg kommer dog til at erstatte begrebet ”udviklingsværktøjer” med ordet ”grundværdier”, idet jeg tror det vil være langt mere givende at tale om basale forståelser i vores arbejde end om effektive værktøjer rettet mod at fikse problemer og løse opgaver. Der er brug for at definere et fundament, for at forstå hvad vi er og hvad vi gerne vil på Forsøgsstationen – et fundament som vi ikke alene har opfundet, men som er udviklet på skuldrene af en lang tradition omkring kunstnerisk grundforskning og laboratorie-virksomhed. De tre grundværdier jeg har valgt at tale om er: 1: Samspillet mellem kunstnerens træningspraksis og forsøgsarbejde og hvordan de to ting stimulerer hinanden. 2: Hvordan svært tilgængeligt kunstnerisk materiale kan formidles til og udføres af ikke-professionelle, bl.a. fordi det understøttes af en stærk social ramme og fordi man tager udgangspunkt i det de medvirkende kommer med. 3: Hvordan Forsøgsstationen, i alt vi gør, fastholder at arbejde på kunstens og kunstnernes præmisser. Forsøgsstationen har eksisteret i 12 år. Og lige siden vi startede har vi prioriteret, at kunne tilbyde kunstnerne i vores hus forskellige former for træning; det være sig fysisk træning, stemmetræning og mere fagspecifik træning som f.eks. arbejde med masker eller objekter. Det har vi gjort af flere grunde. Vi forstår træning både som en regelmæssig vedligeholdelse af en kunstners faglige kvalifikationer, som noget der stimulerer kunstneren mentalt og som noget der udgør en vigtig del af kunstnerens udvikling, måske mere præcist kaldet grundforskning, fordi træningen stimulerer en regelmæssig kunstnerisk praksis. At deltage i træningen kan betyde en daglig gang i huset, hvor kunstneren genfinder sig selv i en rituel gentagelse, styrker sin identitet som skabende, både alene og kollektivt og endelig styrker sine kvalifikationer til at lave forsøgsarbejde – altså giver forsøget niveau. Forsøgsstationen har for eksempel valgt helt fra sin start i 2009, at implementere Nadine George stemmetræning som fast ugentligt træningstilbud, suppleret med en til to internationale workshops om året. Mange medlemmer har frekventeret denne træning og trukket fagligheden ind i deres forsøgspraksis efterfølgende; f.eks. forsøg omhandlende arbejde med Shakespeare-tekster, fortælleteater og forsøg der arbejdede med koreografi og stemme. Flere kunstneriske kollektiver har også fået ugentlig plads til deres træningspraksis gennem årene, især dansere, som har taget denne langstrakte erfaring som afsæt ind i deres forsøgspraksis. Overordnet kunne man kalde denne prioritering af kunstnernes træningspraksis for en professionalisering af forsøgsarbejdet. Forsøgsstationen har de sidste fem år haft fokus på ”publikum i en kunstnerisk kontekst” med de 3 store sæsonforsøg: ”Lyden af Publikum” (2017-2018), ”Stilhed, Pause, Efterklang” (2020) og ”The Shape of the Audience” (2020 - 2021). Disse forsøg blev skabt ud fra interessen i at arbejde med publikum som det kunstneriske værk. Og for alle forsøg betød det, at vi arbejdede med ikke-professionelle. Hvis vi tager udgangspunkt i ”Lyden af Publikum”, så startede ideen da vi faldt over en beskrivelse af Meyerhold, som i 1920’erne havde givet sine elever den opgave at samle publikumslyde og handlinger ind fra teatre i Moskva, med det formål at udarbejde en strategi for manipulation af publikum. Det arbejde virkede så kunstnerisk nørdet og inspirerede os straks til at kopiere ideen, dog med det formål at få et korværk ud af publikumslydene og lade værket opføre af publikum selv. Således bevæbnede vi os med blyant og notesbog og gik i teatret for at indsamle lyde og handlinger under en lang række forskellige forestillinger. Dette materiale gav vi til en komponist, som skrev et korværk til os. Samtidig satte vi et større arbejde i gang med at rekruttere kormedlemmer og fik, som vi havde som høj prioritet, et kor på ca. 40 ikke-professionelle mennesker med en mangfoldig spredning i forhold til køn, alder og social baggrund. Vi hyrede en professionel dirigent og startede en ugentlig øve-session med koret som kørte over 5 måneder og som kulminerede i to forestillinger på Forsøgsstationen og to her inde på Det Kongelige Teater under CPH Stage. Det var et fantastisk forløb, både for os, men også for deltagerne. Og så gav det forsøg os en uvurderlig viden, som vi efterfølgende har lænet os meget op af. Der var specielt tre ting der gjorde sig gældende. Vi havde valgt at arbejde med ikke-professionelle og så er det jo nærliggende at konkludere, at så arbejdede vi med amatører. Men det gjorde vi ikke. Det, vi bad folk om at udføre, var jo netop noget de var eksperter i, altså at være publikum. Alle havde siddet til en teaterforestilling og hostet. Vi skulle ikke lære dem noget de ikke kunne. Vi skulle bruge det folk kom med, det de allerede mestrede. De var jo professionelle publikummer. Vi havde en plan, et stramt forløb, fuld af ambitioner og dermed også krav til de medvirkende, som især vores dirigent ikke forsøgte at nedtone. Det kunne føles krævende, men det var samtidig også et tydeligt signal om, at vi ville noget med dem. Og endelig prioriterede vi den sociale ramme, hvilket betød tid til smalltalk, kaffepauser og fællesspisning ind i mellem. Hvis vi ikke havde haft nogen plan, nogen ambition, så havde folk ikke holdt ved. De kom jo ikke kun i Forsøgsstationen for at drikke kaffe. Omvendt, hvis ikke vi havde givet plads til det sociale, så var det kit der handler om samhørighed og venskabelighed ikke til stede, hvilket sikkert havde betydet at en stor del af deltagerne var faldet fra. Arbejdet bandt projektet sammen og det sociale fyldte det ud. Så i et projekt, der traditionelt ville blive betegnet som et samarbejde mellem amatører (kordeltagerne) og professionelle (komponist, dirigent, instruktør) opstod en form for nonhierarkisk relation med stor respekt for den enkelte og for alles vedkommende en meget engageret deltagelse. Det var nogle meget fine erfaringer at få. Igen, ikke bare opfundet isoleret af os, men vel også indirekte inspireret af f.eks. Odin Teatrets lange erfaring med begrebet ”byttehandler”. Den tredje og sidste ”grundværdi” jeg vil tale om, handler om hvordan vi på Forsøgsstationen prøver at fastholde at arbejde på kunstens præmisser. Når jeg tager emnet op, så er det fordi jeg oplever, at vores kunstneriske identitet er udfordret. Indenfor de sidste 20 år er kunsten presset mere og mere i retning af at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved at tendere undervisning, underholdning eller reklameværktøj for andres projekter og produkter. Der sker et skred, når vi identificerer os selv på støtteordningernes præmisser og tilpasser vores oprindelige kunstneriske ideer ind i formularer præget af andre dagsordener; det kan ende med at sende den kunstneriske idé langt væk fra sit oprindelige udgangspunkt. Armlængdeprincippet hos støttegiverne er blevet mindre. Tilliden til kunstnerne ofte manglende. Så hvordan sørger vi for ikke at overlade vores kunstneriske identitet til andre, men i stedet fastholde, at det er vores kunstneriske arbejde, som bør forme os? På Forsøgsstationen forstår vi os selv, som jeg nævnte i starten, som en del af en lang tradition af eksperimenterende laboratorievirksomhed inden for scenekunst. Vi står på skuldrene af andre. Vi en del af en større sammenhæng. Hovedfokus ligger ikke på mængder, men på indhold i den fælles fortælling. Vi rejser sammen over tid. Vi tænker langstrakt. Vi tænker kollektivt. Helt konkret prøver vi at beskytte den enkelte kunstner på Forsøgsstationen ved at skabe respektfulde fysiske og organisatoriske rammer omkring deres arbejde, stille krav og forventninger til deres professionalisme og engagement og endelig at lægge op til at vidensdele mellem kunstnerne. Det er vores oplevelse, at når vi skaber platforme, hvor den enkelte kunstner kan spejle sit søgende (og ofte sårbare) arbejde med andre, opstår der et understøttende fællesskab, som styrker kunstnerne i at fortsætte deres søgen på deres egen kunstneriske præmis. Den mest krøllede, svært begribelige, nørdede kunstneriske idé bliver taget seriøst, ikke formet til noget andet for at fremme andres formål, men værdisættes og respekteres for det, den er i sig selv. Samtidig ligger der jo en fantastisk mulighed i vidensdelingen for at lade sig inspirere og lade flere sammenhænge få glæde af de kunstneriske undersøgelser. Et godt eksempel på det er Forsøgsstationens forsøg ”Totalteater for børn”. I 2013 undersøgte en gruppe kunstnere, hvordan børn i alderen 6 til 9 år ville reagere, hvis de oplevede en teaterforestilling uden faste publikumspladser, men i stedet opholdt sig frit i rummet sammen med forestillingen. Disse undersøgelser blev sammenstillet med to andre undersøgende projekter om publikums fri bevægelighed i et vidensdelingsseminar og den viden der kom ud af det, ledte til to nye eksperimenterende teaterproduktioner baseret på netop disse erfaringer, samt et nyt forsøg på Forsøgsstationen, som kom til at vare flere år. Det er en fin opgave at blive bedt om at definere sin identitet. Hver gang vi prøver at beskrive Forsøgsstationens, lærer vi lidt mere om, hvem vi er og i hvilken sammenhæng vi indgår i. Det er godt at kende sine styrker, sine grundværdier. Så kan man bedre passe på dem. Og sørge for at man bliver ved med at forholde sig til det væsentligste. Tak for ordet”. Billede 1 fra "Shape of the Audience", billede 2 fra "Lyden af Publikum" - Fotos: Øyvind Kirchhoff. ** Forsøg efterår '21 ------------------------------------------------------------ På Forsøgsstationen bliver der hvert år lavet et sæsonforsøg af den kunstneriske ledelse, mens medlemmerne selv kan søge om sparring og studiotid til at udføre deres forskelligartede forsøg. Her følger en kort præsentation af de forsøg, som blev afviklet fra august og frem til december '21, hvor de blev præsenteret på den halvårlige platform. Det er altid muligt at læse om igangværende eller tidligere forsøg på Forsøgsstationen under enten Into The Unknown (https://www.intotheunknown.forsoegsstationen.dk/) eller forsøg (http://www.forsoegsstationen.dk/forsoeg/) på vores hjemmeside, hvor man desuden kan downloade forsøgsrapporter og læse de enkelte forsøgs intentionsrapporter - det vil sige forsøgsholdets oplæg til selve forsøget. Hvis du er særlig interesseret i at opleve de kunstneriske forskningsprocesser helt tæt på, så hold øje med vores facebook (http://forsoegsstationen.us8.list-manage1.com/track/click?u=7e4ab507ee0681aacca9cd6c7&id=3ce7a29bec&e=7b9b825c44) og hjemmesiden (https://www.forsoegsstationen.dk/) - der kan være invitationer til at komme med ind i maskinrummet. ** Karin Bergman: Somewhere, some time ------------------------------------------------------------ – research in reinforcing dance as something in itself by insisting on form, aesthetic and craft. still fra The research of Somewhere, some time has and is still taking turns, but is always coming back to the experience of movement in time and space through practicing or observing dance. I would like to insist on dances about dancing which, with its complexity and relationality in movement, can hold an immense variety of functions and meanings at the same time. I would like to resist function and praise beauty, or call it form, aesthetic or craft. We will braid, weave and knit the dances together into systems which are confusing beginnings and endings, and are creating a sensation of ’ongoingness’. Without falling into the trap of attaching a function to dance, I am proposing dance as a landscape under ongoing transformation. An event horizon and reflective surface for thoughts and sensations. Karin Bergman (https://www.karinbergman.net/) er danser og koreograf, og hun udførte forsøget i samarbejde med danserne Antonia Harke, Amalie Bergstein, Thjerza Balaj, Ágnes Grélinger og Camilla Lind. Forsøget blev vist på Tårnby Park Performance Festival. Se videoen skabt af fotograf Max Morris Doherty her (https://vimeo.com/manage/videos/586857322) . Billede fra opførslen af "Somewhere, some time" på Tårnby Park Performance Festival - Foto (fra video): Max Morris Doherty ** Kirstine Lindemann: Between Strings #2 ------------------------------------------------------------ – en undersøgelse af, hvordan publikum kan indtræde i et planlagt musikalsk og scenisk forløb uden forudgående kendskab. Med Between Strings #2 ville jeg gerne præsentere et musikalsk værk med en klar æstetik og dramaturgi, hvor installationen var instrumentet, der blev spillet på, og en del af performerne var publikummer. Det affødte ideen om at udvikle et koncept, hvor publikum kan træde ind udefra og med 40 minutters prøve inden en optræden blive klar til at opføre et stykke musik med en klar ambition og progression uden forudgående kendskab. Målet på sigt er at opfinde en metode for noteret kompositionsmusik, som kan opføres af udefrakommende publikummer sammen med jeg selv og een professionel performer. Det var virkeligt spændende at opleve, hvordan måden at arbejde med installationen og instrukserne varierer. At gå langs en streng kan se ud på 1000 forskellige måder og lyden af, hvordan man stryger, kan være så utroligt forskelligt. Det er en charme i værket, at det er så åbent, at det kan rumme hvert enkelt af de deltagende publikummers form og udtryk uden at kernen af værket går tabt. Samtidig er det simpelt og efterlader et rum, hvor hvert af de deltagende publikummer kan finde en måde at være i installationen, der føles godt for dem. Kirstine Lindemann (http://kirstinelindemann.com/) er komponist, performer og musiker, og hun udførte forsøget i samarbejde med Alexandra Hallén (musiker, performer) og en gruppe frivillige publikummer. Billede fra opførslen af "Between Strings #2" på Frequenz Festival i Tyskland - Foto: Mona Krüger ** Karolina Tarmara Wojtowicz: Death Dance ------------------------------------------------------------ – en undersøgelse af at give slip når man mister og håndtere de følelser der opstår. Death Dance er inspireret af den shamanistiske forandringsvej og den cirkel, der finder sted i hvert menneskes liv, når der opstår en tragedie, og vi bliver nødt til at give efter til det ubevidste, sørge og slippe det, vi har været så tæt på i vores liv og elsket med hele hjertet. En opløsning af egoet, og historien, vi har givet til det, vi nu har mistet, er smertens vej. Hvordan håndterer vi det, og hvilke følelser opstår i denne proces? Formålet er at belyse de vigtigste og dybeste menneskelige følelser og øjeblikke i livet, der gør os til. Det virkelige og det smertefulde, og hvordan vi tackler de vanskelige og dybe øjeblikke i livet i en verden, der er fyldt med overflod. Især på sociale medier mangler vi kontakt med vores smerter og hjerter. Det er den smerte, der gør os mennesker og giver os mulighed for at møde hinanden med ydmyghed. Det er vigtigt, at vi står overfor mørket inden i os for at se lyset. Det er vigtigt, at vi taler om det skrøbelige i livet. Karolina Tarmara Wojtowicz er cirkusartist, danser og performer. Billede fra forsøget - Foto: Cosmin Cirstea ** Katrien van der Velden & Veera Kopsala: Records of Touch ------------------------------------------------------------ – en undersøgelse af følesansen i forhold til kommunikation og følelsesmæssig identifikation. Records of Touch undersøger det stofl ige, berøringen og det taktile med udgangspunkt i kroppen: alt det der skaber følelsesmæssig identifikation, og som engagerer og integrerer os i verdenen. Med den igangværende pandemi, hvor det fysiske møde er blevet erstattet af virtuel kommunikation, er følesansens betydning kun blevet endnu mere aktuel. Vi er interesserede i at undersøge kroppen gennem en tredimensionel og rumlig forståelse i modsætningen til et frontalt og oprejst udgangspunkt og hvordan betydninger opfattes gennem kroppen, før de opfattes gennem intellektet. Forsøget undersøgte desuden hvordan nedsat lysstyrke kan forstærke det ufokuserede og perifere syn, da vi ofte lukker øjnene og dermed undertrykker synssansen, når vi ønsker at mærke og føle mere. Forsøget er et samarbejde mellem Katrien van der Velden (danser, koreoograf, performer) og Veera Kopsala (https://veerakopsala.weebly.com/) (billedkunstner, instruktør, performer). Billede fra forsøget - Foto: Saana Volumen ** Angelina Kirchhoff: Åndedrættet, stemmen og PTSD ------------------------------------------------------------ – stemmeundersøgelse med kvindelige krigsveteraner som forsøg på at starte en proces, der kan give dem deres stemme tilbage. Med Åndedrættet, stemmen og PTSD er min formodning, at har du været udsat for overgreb, eller lider under PTSD fra at have været i kampsituationer eller begge dele, vil din krop og dit åndedræt være i konstant alarmberedskab. Det er frygteligt belastende for nervesystemet og dit sociale liv som sådan. Jeg tror at ved at arbejde med åndedrættet og stemmen kan man starte en rejse mod et bedre liv. Ved at lære at arbejde bevidst med åndedrættet og derved måske opnå lidt mere indre ro. Mit håb er at stemmemetoden kan bredes ud til at have værdi for andre end skuespillere. Vores stemme er det vi udtrykker os med. Når der er lagt bånd på den af forskellige årsager, bliver vi begrænsede som mennesker. Vores omgang med andre mennesker, vores opfattelse af verden og os selv kan gøres varmere, større, fyldes af flere muligheder ved at få kontakt til åndedrættet og stemmen. Angelina Kirchhoff er skuespiller og stemmelærer uddannet i Nadine Georges stemmeteknik. ** Jakob Bentsen & Jesper la Cour: Fortælle Atelier ------------------------------------------------------------ – undersøgelse af sammenhæng mellem billeddannelse og fortælleudtryk med udgangspunkt i drømmefortællinger. Fortælle Atelier undersø ger en nærende og bæredygtig måde at erfaringsdele på i et kunstnerisk skabende fællesskab med både nye og gamle mundtlige fortællere. ”Ord og krop i rum” er vores fællesbegreb og vi bidrager hver især med vores forskellige erfaringer fra vores lange praksisser. Formatet er en blanding af fortælling, foredrag, samtale og observation og hver mødegang startede med en konkret fortælling fulgt af en refleksions runde med deltagerne, og derefter øvelser og opgaver (workshop) med deltagerne. De to dele skabte sammen et spændende lærings- og refleksionsrum, som hurtigt inspirerede og spejlede sig i deltagernes iagttagelser og fortællinger. Gennem forsøget opstod der et yderst interessant spænd mellem den rutinerede fortælling overfor den søgende fortælling i åbningsfortællingerne. Kvaliteterne i hver fase blev meget klare og bidrog med et dejligt rummeligt perspektiv som uden tvivl får indflydelse på bevidstheden om hvad en given fase byder på i kommende processer. Begge udtryk dannede et værdifuldt spænd for det råderum deltagerne, som udøvende fortællere, selv udforskede. Forsøget er et samarbejde mellem Jakob Bentsen (performer, billedkunstner) og Jesper la Cour (http://xn--detfortllendeteater-rxb.dk/) (fortæller, skuespiller), og blev udført med en gruppe på syv deltagere over fire søndage. Billede fra tidligere arbejde af Jesper la Cour - Foto: Lee Robinson ** Forsøgsstationen: Publikum i Byrummet ------------------------------------------------------------ - Forsøgsstationens 4. forsøg om publikum i en kunstnerisk kontekst er startet op. Forsøgsstationen har fokus på publikum i kunstnerisk kontekst for at forstå publikums kollektive identitet, som en gruppe mennesker i udveksling med kunsten, hvis rolle kan udvikles og bane vej til nye kunstneriske formater og oplevelser. Det gør vi ikke gennem forbrugerundersøgelser, men ved at se selve publikumsgruppen som et kunstnerisk potentiale, med hvis fysiske form, lydlige stemme, mentale kraft og alsidige handlinger vi udvikler nye kunstneriske værker. Værker som fortæller os noget om kollektive dynamikker, spejlinger, særpræg, forestillingsevne og private behov i teatret og som giver ny viden om, hvordan scenekunsten og publikum kan mødes: hvilken kunstnerisk deling, hvilken sansning, hvilke demokratiske samtaler? Vi gør det også med et sigte på social forankring; At lade publikum være aktivt deltagende i kunsten er et socialt bindemiddel, som vi har haft held med at skabe varige fællesskaber af. I indeværende og kommende sæson går vi på gaden med forsøget Publikum i Byrummet. Scenekunsten har andre rammer i byens rum end i teatret. Her spiller uforudsigelighed og tilfældighed en afgørende rolle. Her møder teatret et publikum uden at have en aftale – et publikum i alle aldre, alle køn og social og etnisk herkomst. Vores kroppe involveres på en anden måde på gaden end i teatrenes bygninger. Her er rummet åbent og vores kroppe i bevægelse. Vi er frit stillet til at forlade et set up, men vores kroppe vil stadig være en del af rammen, vores energi stadig påvirke rum og mennesker omkring os. Forsøget skabes af Forsøgsstationens kunstneriske ledelse, arkitekt Iben Schlanbusch samt en større gruppe frivillige. Værket præsenteres i sæson 22/23. Billede fra research til "Publikum i Byrummet" - Foto: Øyvind Kirchhoff ** ------------------------------------------------------------ ** Somewhere, some time Interview med danser & koreograf Karin Bergman ------------------------------------------------------------ ** af Lise Aagaard Knudsen (performer og cand.mag i Teater & Performance Studier) ------------------------------------------------------------ Jeg mødtes med Karin Bergman (https://www.karinbergman.net/) i december '21 for at tale med hende om hendes forsøg Somewhere, some time udført i Forsøgsstationens regi i august '21. Vi talte blandt andet om, hvad kunstnerisk forskning betyder for hendes praksis, samt hvordan gentagelsens kraft kan være en styrke i sig selv. Karin er en svensk danser og koreograf bosat i København. Hun er uddannet fra DDSK i 2017 og har siden arbejdet freelance. Hun har arbejdet med bevægelsesmaterialet, som hun også undersøger i Somewhere, some time, siden 2018. Hvad der skifter, er konstellationen, stedet, danserne - kort sagt: konteksten omkring materialet, hvem der danser det, hvor det danses og hvem der oplever det. Fortæl mig om dit forsøg – hvad gik undersøgelsen ud på og hvad fandt du ud af? “Forsøget begyndte med min intentionsrapport, som jeg skrev for to år siden, men af forskellige årsager blev alt rykket, så selve forsøget blev først afviklet for et halvt år siden med halvandet års forsinkelse. Jeg bruger et koreografisk system lavet af Trisha Brown (danser/koreograf, en af grundlæggerne bag Judson Dance Theatre, red.), som hun kalder Locus. Her arbejder hun med en firkant med 26 forskellige retninger og tre forskellige planer, hvor hun har placeret bogstaver i alle hjørner og bruger rummet til at danse sin selvbiografi. Jeg har taget den til mig og er blevet ved med at skrive materiale ud fra det. Alt materialet er lavet som loops og hedder noget cirkulært som compost, recycle, fountain, laundry machine, river - alle har den samme logik. Det begyndte med det materiale, fordi jeg har det her dansemateriale, som jeg virkelig godt kan lide – og andre kan lide at danse det. Så mit forsøg starter der – hvad kan jeg gøre med det her dansemateriale? Så det starter med et materiale, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med, men jeg har noget, som jeg kan lide, det har ingen funktion, det betyder ikke noget, det er et ret teknisk dansemateriale. Så i min forsøgsintentionsrapport ville jeg da se, hvad der sker, hvis jeg insisterer på det her materiale. Hvilken oplevelse kan der komme ud af det her materiale? Så gik der længe før jeg faktisk skulle lave forsøget. Jeg lavede en del sketches - her prøver jeg igen og igen at placere det i forskellige kontekster, forskellige steder, med forskellige dansere. Finde ud af hvad der sker med stedet når jeg placerer materialet der, og hvad der sker med materialet, hvis jeg virkelig prøver at tilpasse det til det sted, hvor det skal opføres? Jeg lavede en duet med min ven og kollega Emilie Gregersen – vi placerede det udendørs. Udenfor Danse Cooperative, som er en platform jeg har været med til at skabe, hvor vi er 16 dansere. Vi placerede det inde i gården og prøvede at gøre dansen til en del af stedet, som om den hørte til der. Det var interessant at se, hvordan den dans kunne bære en historie, en fortælling, uden at det kom fra en intention fra mig, men sammen med vores relation og pladsen blev det en dialog, en samtale - mellem os, pladsen og de som var der. Der var noget der, jeg holdt fast i, og så lavede jeg en ny sketch på Dansehallerne under New Sh*t - jeg skulle være DJ, så jeg sagde: "Jeg har en idé: Jeg har den her dans, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Kan jeg ikke lave en dans, som kan fungere som et DJ-sæt? En dans som kan foregå i rummet, som holder en god stemning, giver en vibe til rummet, og senere så kan den komme lidt i forgrunden og så tilbage i baggrunden? Som musik du lytter til til en fest. Åh, det her er en god sang, og så begynder du og danse lidt for så at vende tilbage til samtalen. En dans, som kan gøre det samme." Det afprøvede jeg der - to forskellige set-ups - og der skete noget spændende. Det fungerede på en måde, publikum kiggede ikke rigtig, så det var meget forvirrende og jeg var meget fortvivlet bagefter, for der var jo ikke nogen der kiggede - men det var jo det jeg ville… Så jeg har lavet forskellige forsøg undervejs, hvor jeg ikke vidste, hvad der kom til at ske. Nu kommer vi til FS, hvor jeg ville prøve at lave en gruppedans med det samme materiale med udgangspunkt i den duet, jeg havde lavet med Emilie Gregersen. Vi var her (på FS, red.) i 1,5 uge, i slutningen af perioden skulle jeg præsentere noget på Tårnby Park Performance Festival - en udendørs festival i Tårnby, som arbejder med relationen til naboerne og området. Vi skulle arbejde på det her materiale og jeg skulle finde på en ny komposition til det her specifikke sted i public space. Så igen det samme materiale, men en ny kontekst og med nye dansere. Mens vi var her på FS arbejdede vi meget intensivt for de skulle lære alt materialet og det er ret fysisk og teknisk - det er ikke en score, som man bare lærer. Intensionsrapporten var en start og så lavede jeg en del eksperimenter efter det, så jeg kom hele tiden et nyt sted hen. Jeg var i Tårnby og tegnede pladsen og hvordan vi skulle prøve at lave en komposition på stedet, som er en del af stedet. Jeg var interesseret i, hvordan dansen kan være en del af et sted, her mener jeg også, at publikum er en del af det sted, og når det er et public space, så er publikum også et publikum, som ikke er forberedt på, at man er der. Det, som er det mest interessante ved forsøget, er når vi placerer dansen på pladsen og mærker hvordan den påvirker dansen - hvordan møder en meget specifik og koreograferet koreografi et sted - arkitektur, topografi, etc. - hvad sker der i det møde? Man er nødt til at gå på kompromis, hvad sker der med os dansere - og med pladsen og de som er der? Hvad sker der med opmærksomheden, for det er en dans, som er specifik, som ikke er helt hjemme i den kontekst, som møder et miljø eller omgivelser, som har meget bevægelse. Hvor dan kan noget som er statisk og noget som er i bevægelse mødes på en harmonisk måde, så begge oplever hinanden? Man kan sige, at det var det, som var selve forsøget. Jeg snakker ikke så me get om, hvad der sker i studiet, det er et arbejde i sig selv, men det der er spændende og nyskabende, det er hvad der sker, når man placerer det her et sted, og man finder ikke rigtig ud af noget før publikum er der eller der er nogen som ser på det. Så det er meget arbejde for at kunne gøre et forsøg. Jeg kender jo materialet, jeg arbejder med det konstant, så jeg finder selvfølgelig ud af, hvordan jeg faciliterer et rum, hvordan man lærer materialet fra sig. Der, hvor der sker noget, som er spændende og nyt, er når det møder publikum og et sted. Der er noget spændende ved at blive ved med at lave det samme og så skifte miljøet og konteksten. Blev forsøget, som du havde forventet? Det blev som jeg havde forventet. Hver gang jeg går ind i projektet, der har jeg jo en ny konstellation af dansere, et nyt sted det skal ske, og hver gang har pladsen en ny funktion og måden folk interagerer med pladsen på - så jeg ved, at det kommer til at ske noget nyt hver gang og til sidst ved jeg, hvordan det gik. Jeg forventede noget nyt, som jeg kunne arbejde videre med. Det, jeg ikke kunne vide, var at når jeg placerer sådan en dans i public space, når den er så insisterende - dansen var på et festivalområde, et udendørs samlingspunkt, hvor der var bænke og man kunne købe mad og drikke - og dansen bevægede sig mellem bænkene og folkene og ud i parken, langt fra og tæt på. Det, der fungerede, var at dansen var så insisterende på det her sted. Det blev som et forslag til en ny måde man kan være sammen på. Noget andet man kan gøre. Der var en del børn som legede og dansen blev som en bro mellem dem og de voksne. En anden åbning i rummet. Det var interessant at arbejde med en større gruppe og se hvad det gør ved et rum. Hvordan man kan bevæge opmærksomhed og skabe decentraliserede rum, hvor opmærksomhed kan skifte mellem forskellige ting som sker - noget der er tæt på og noget der er langt væk - hvordan danserne bevæger sig, hvad kan man rette opmærksom mod?" Hvad er de videre perspektiver? "Jeg ved ikke, hvor det skal hen nu, men fra projektet begyndte i 2018 har jeg haft et meget stærkt billede foran mig - at det her skal være en dans for minimum 20 dansere udendørs eller i et ekstremt stort rum, og det skal vare længe. Det har været en tanke fra starten. Virkeligheden er, at jeg er alene og ikke har så mange støttemidler - hvordan k an man invitere så mange dansere? Jeg er heller ikke så gammel, jeg har ikke været i branchen så længe, så hvordan skal man gøre det? Hvordan kan jeg arbejde her og nu? Min gode ven og kollega, som er vigtig for mit arbejde og udveksling, sagde til mig: "Det er fint - hav den drøm - det er dit livsprojekt", så det har jeg "embracet" lidt. Det er derfor, jeg laver de her sketches og det bliver ligesom større og større hver gang. Nogle gange føles det mest som om jeg bare holder det ved lige, men så mærker jeg også mere og mere, at hver sketch er et lille værk i sig selv, så jeg synes, det er en god måde at arbejde. At dele det op i mange e taper når man har store planer eller drømme. Det, at blive ved med at gøre det samme over lang tid, det er også interessant - jeg har jo det samme materiale, som jeg skabte for fem år siden, og jeg danser det stadig, de samme koreografier. Det er ligesom det jeg gør - eller jeg laver selvfølgelig også andet." Hvad præsenterede du på platformen (det obligatoriske præsentationsformat ved forsøg, red)? "Det var kun mig - de andre dansere kunne ikke. Sådan er det hele tiden - næste umuligt at koordinere med mange samarbejdspartnere, når man ikke har nogle ressourcer. Jeg startede med at danse det absolut første: Min introduktion til Trisha Browns Locus tilbage fra 2015. Sådan introducerede jeg mit første møde med Locus. Efter det talte jeg i måske 40 minutter og vi så videodokumentation fra arbejdet. Jeg fokuserede meget på det med, at det er et projekt, som har strakt sig over lang tid og hvad det gør ved et arbejde. Jeg brugte lidt mere tid på at præsentere hver sketch, som jeg har lavet siden 2018. Det manglede jeg lidt for det giver egentlig mere mening end kun at se på én sketch. En af de andre sagde til mig efter præsentationen, at han var meget taknemmelig for min præsentation - at han blev mindet om noget, som Selma Lagerlöf sagde, at egentlig fortæller vi jo bare de samme fortællinger igen og igen, bare på forskellige måder, og det så han meget tydeligt i mit arbejde. Det er meget straight forward, at det er det, jeg gør. Måske skal man ikke finde på et nyt koncept eller en ny idé hver gang man skal skabe. Måske skal man i stedet insistere på det man har og se hvad det kan?" Hvad betyder det for din kunstneriske praksis at lave forsøgsarbejde, samt at have muligheden for at gøre det – på Forsøgsstationen eller andre steder? "Mit projekt er jo som et konstant forsøgsarbejde og at være på FS har været virkelig fantastisk - det er en meget tydelig form og struktur når man laver forsøg her. Først skriver man en intentionsrapport, så laver man sit forsøg og så skal man skrive en afrapportering. Spørgsmålene man skal svare på er meget konkrete, meget specifikke, og de peger tydeligt på, at man skal stille spørgsmål og undersøge, evt. have en tese - det er en god form eller ramme som holder det sammen. På samme tid er der en utrolig frihed, fordi det handler om, hvad jeg har lyst til og brug for. Og der er ikke nogle store krav, bare at man skal have en præsentation til slut. Det er åbent for at jeg skal bruge det til lige det, jeg har brug for, det er for at understøtte mig - kunstneren - og arbejdet. Det var virkelig godt, at det er så åbent og frit med en struktur som holder." Hvordan kan du bruge fællesskabet på Forsøgsstationen kunstnerisk? "For det første: når man præsenterer sit forsøg, det er en god måde at møde andre på fra Forsøgsstationen, som også laver andre ting end det jeg kan. Forskellige kunstnere, interesser og udtryk - det var dejligt. Generelt er Forsøgsstationen et sted for mange forskellige kunstnere og udtryk - så jeg møder andre dansere, koreografer og andre kunstnere. Det er et inviterende sted at arbejde og være, det er et åbent og hyggeligt miljø. Det, at man også kan lave forsøg, betyder også at nogle er her i længere tid, så man kan få lidt indblik i hvordan andre arbejder, samt lidt sådan kollega-stemning." Forsøget blev vist på Tårnby Park Performance Festival (https://www.taarnbyparkstudio.dk/tarnby-park-performance-festival-2021) i 2021 og der blev optaget en video der af fotograf Max Morris Doherty, som kan ses via linket herunder. Figur 1 er Trisha Browns "imaginary cube". Alle billederne i artiklen er fra opførslen af "Somewhere, some time" på Tårnby Park Performance Festival - Foto (stills fra video): Max Morris Doherty An interluding group dance (2021) (https://vimeo.com/586857322) Dancers: Karin Bergman, Antonia Harke, Thjerza Balaj, Amalie Bergstein, Camilla Lind, Agnes Grelinger Performance: Tårnby Park Performance Festival Photographer: Max Morris Doherty Early material (2020) (https://vimeo.com/425251292 ) Dancers: Karin Bergman, Anna Lea Ourø Jensen, Max Wallmeier Photographer: Jonas Fogh ** Opslagstavlen ------------------------------------------------------------ Herunder kan du læse om et af årets nye tiltag: Studiekreds om europæisk avantgardeteater, samt vores afsluttede koreografiske sæsonforsøg The Shape of the Audience. ** Studiekreds i europæisk avantgardeteater ------------------------------------------------------------ ** med Marc van der Velden ------------------------------------------------------------ Hvilke skuldre står vi på, når vi i vores øvelokale tror vi er ved at opfinde hjulet? Er den moderne scenekunst i en rivende udvikling eller ikke mere end en broget samling variationer og krydsklip af det der var nyt og moderne for mere end 100 år siden? Forsøgsstationen organiserer tre torsdags aftener med instruktør og cand.mag. i teatervidenskab Marc van der Velden – en lille studiekreds, som tilbyder dig et indledende møde med og indblik i 40 hæsblæsende og afgørende år i udviklingen af den europæiske teateravantgarde. Udover Stanislavski, Meyerhold og Brecht møder vi også Edward Gordon Craig, Isadora Duncan og Antonin Artaud og stifter bekendtskab med mange andre navne fra tiden mellem 1890 og 1930. Hver torsdag aften læser vi desuden nogle af deres teoretiske tekster og ser på et stort visuelt materiale, som placerer periodens teaterudvikling i en større politisk, socialt og kunstnerisk sammenhæng. En uge forud for hver session bliver der sendt et par tekster ud, som vi forventer, at du har læst inden den efterfølgende sammenkomst. Arrangementet er åbent for alle - både medlemmer og andre interesserede. Der er max plads til 20 deltagere og først-til-mølle princippet gælder. Deadline for tilmelding og betaling er 8.april 2022. Du er først sikret plads, når vi har modtaget din betaling. Dage: torsdag d.5., 12. og 19. maj kl.19-22 inkl. pause Sted: Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København Pris: 600 kr (i arbejde) / 450 kr (ledige) Tilmelding: pr.forsoegsstationen@gmail.com Betaling: Forsøgsstationens konto: 8075 1193410 Om Marc van der Velden: Marc van der Velden, født 1956 i Tilburg, Nederlandene, skuespiller, instruktør, dramaturg og dramatiker. Cand. Mag. i Film- og Teatervidenskab ved Universiteit Utrecht. Siden sin ankomst i Danmark i 1988 har han som instruktør og dramatiker høstet anerkendelse for sine produktioner for børn og unge, hvoraf flere har modtaget priser og nomineringer: Fra 1988 – 2005 var han co-leder af Theater La Balance, fra 2005 – 2009 af Statsensemble for børneteater Corona La Balance og fra 2010 – 2020 af ZeBU, lille storbyteater i København. Fra 2021 arbejder han freelance. ** ------------------------------------------------------------ ------------------------------------------------------------ ** The Shape of the Audience ------------------------------------------------------------ ** - Forsøgsstationens 3. forsøg om publikum i en kunstnerisk kontekst releaser sin rapport. ------------------------------------------------------------ I efteråret 2020 fik koreograferne Katrien van der Velden og Antoinette Helbing til opgave af Forsøgsstationen at undersøge de rum publikum tilbydes og her afkode publikums fysiske ageren, både som kollektiv organisme og som enkeltindivider, for i sidste ende at skabe en koreografi, der kunne give et bud på, hvordan teaterrum (og forestillinger) er med til at forme publikums handlinger og identitet i teatret. De to koreografer tog på feltarbejde på en række teatre, dykkede ned i relevant litteratur, gik i prøverummet og udviklede et koreografisk oplæg, som de efterfølgende i foråret 2021 videreudviklede sammen med en mangfoldig gruppe på 21 frivillige performere for endelig at præsentere det koreografiske værk på CPH Stage i maj 2021. Rapporten om research, proces og værk er nu klar og releases til Forsøgsstationens medlemsmøde fredag d. 25. marts kl. 17. Læs mere om selve forsøget her (https://www.forsoegsstationen.dk/forsoeg/the-shape-of-the-audience/) og rekvirer/download hele rapporten på vores hjemmeside efter d.25/3 2022. Billede af koreograferne Katrien van der Velden og Antoinette Helbing - Foto: Øyvind Kirchhoff
Forsøgsstationen
Et værksted for professionel scenekunst
