Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Hvad er et forsøg? – En arbejdsdemonstration i ord og praksis -

Link til PDF version her

P R E S S E ME D D E L E L S E

”SKUESPILLEREN OG ÜBERMARIONETTEN”

– En arbejdsdemonstration i ord og praksis

Forsøgsarbejdet tager tid og består ofte af mange faser – ”Skuespilleren og Übermarionetten” er ingen undtagelse og består af fire delforsøg gennemført over de sidste 4 år:

• Forsøg 1: Åben udforskning af Skuespilleren og Übermarionetten
• Forsøg 2: Dødens Æstetik
• Forsøg 3: Den Scenografiske Skuespiller
• Forsøg 4: Hvad er et forsøg? – en arbejdsdemonstration i ord og praksis baseret på forsøgsrækken ”Skuespilleren og Übermarionetten”

I løbet af sæson 18/19 har Forsøgsstationen undersøgt hvordan det er muligt at formidle forsøgsarbejdets principper til et bredere publikum – i form af en arbejdsdemonstration som publikum inviteres til at opleve ’live’. Forsøget bærer titlen ”Hvad er et forsøg? En arbejdsdemonstration i ord og praksis baseret på Skuespilleren & Übermarionetten”. Vi har valgt præsentationsformatet arbejdsdemonstration, forstået som en kunstnerisk og pædagogisk form, der vægter formidling og læring, for at sætte publikum i en anden, mere intim rolle i forhold til arbejdet.

Forsøgsstationen ønsker med denne arbejdsdemonstration at synliggøre de ’usynlige’ men essentielle elementer ved at skabe professionel scenekunst. Professionel scenekunst er en akkumulation af investeret tid, træning og vedholdende kunstnerisk forsøgsarbejde. Vi har med dette for øje skabt denne arbejdsdemonstration med afsæt i et flerårigt forsøgsprojekt med samme titel. Det er en undersøgelse af skuespillerens og marionetteatrets sceniske udtryk og sammensmeltningen af begge til et nyt scenisk udtryk. Forsøget er inspireret af teaterteoretiker Edward Gordon Craigs tanker og ideer om den ”ideelle” skuespiller, übermarionetten, fri af tråde forover, fri af psykologi og realisme og inspireret af marionetteatrets poesi og symbolske univers.

Idé og koncept: Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff

Medvirkende: Bjarne Kalhøj: dukkespiller

Rolf Søborg Hansen: dukkespiller

Øyvind Kirchhoff: Skuespiller

Instruktør: Lotte Faarup

Udover de nævnte har der til de forskellige delforsøg været mange samarbejdspartnere, heriblandt Den Danske Scenekunstskole, København, Charlotte Munksø og 3. års elever fra skuespillinjen; dukkeførere Anette Asp Christensen og Svend E. Kristensen; skuespillere/performere Helena Berglund, Jacob Femerling, Poul Storm, Mireia Serra, Angelina Watson, Malte Claudio Lind og Jens Bäckvall.

Processen med tilblivelsen er blevet fulgt af dokumentarist Helle Lyshøj og er blevet til en lille dokumentarfilm redigeret af Helle Lyshøj og Lotte Faarup.

Se filmen via link eller ved at klikke på nedenstående foto:

Konceptet bag ”Skuespilleren og Übermarionetten” har allerede været præsenteret i forbindelse med seminar på Aalborg Universitet organiseret med professor mso Falk Heinrich, Research Laboratory for Art and Technology, AAU og lektor Annelis Kuhlmann, Dramaturgi, AU. Studerende fra begge institutioner deltog desuden i workshop baseret på arbejdsdemonstrationen og diskuterede kunstnerisk forskning. Derudover har en større gruppe amerikanske studerende fra DIS Study Abroad In Scandinavia oplevet arbejdsdemonstrationen til arrangement om kreative tilgange afholdt på Forsøgsstationen i april måned. Senest kunne den opleves til konferencen ”On the notion of practice” ledet af Dansehallerne d. 9.-10. maj, som foregik her på Forsøgsstationen.

ARBEJDSDEMONSTRATIONEN BLEV OGSÅ VIST UNDER CPH STAGE 2019

(program omtale her)

Det er muligt at booke arbejdsdemonstrationen til eksempelvis konferencer, seminarer eller bare som enkeltstående begivenhed. For yderligere information om pris og tekniske specifikationer kontakt Øyvind Kirchhoff på oyvind@forsoegsstationen.dk.

Den endelige rapport om projektet bliver offentliggjort i løbet af efteråret 2019.

Mange hilsner,

Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff
Forsøgsstationen

Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Den Danske Scenekunstskole