Nyhedsbrev udgivet den 12. januar – se fuld version her.
Godt nytår fra Vesterbro!

Nyhedsbrevet indeholder:

  1. Invitation til reception for “Kinesisk Dramatik”
  2. Nyt fra hovedforsøg “Lyden af publikum” (informationsmøde)
  3. Siden sidst
  4. Platform
  5. julefrokost
  6. Praktik
  7. Medlemsforsøg den kommende måned
    1. Theothernessproject
    2. VISUEL VILDSKAB
  8. Residencies – nyt herom
    1. “Lampedusa”: HUSETS Teater tilbyder billige billetter til medlemmer
    2. Teater Tugt
  9. Særligt for medlemmer
    1. Træningstider
    2. Medlemsskab

Udgivelsesreception for “Kinesisk Dramatik”

Tirsdag den 28. februar 2017 kl. 16.00 – 17.00 har Forsøgsstationen den store fornøjelse at kunne invitere Jer til reception i forbindelse med udgivelsen af antologien ‘Kinesisk dramatik’, redigeret af Gritt Uldall-Jessen. Udgivelsen beror på festivalen “Readingfestival for kinesisk dramatik”, som Jimbut Jun Feng og Gritt Uldall-Jessen stod for i samarbejde med Beijing Fringe Festival og Forsøgsstationen. Den fandt sted den 11. og 12. juni 2014 på Forsøgsstationen og indgik som en del af Det Frie Felts festival, der igen var en del af programmet for CPH Stage 2014. “Readingfestival for kinesisk dramatik” var støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Genlæs/genhør anmeldelser af readingfestivalen her.

Teksterne er oversat af Jimbut Jun Feng, Sidse Laugesen og Gritt Uldall-Jessen. Øyvind Kirchhoff fra Forsøgsstationen har taget alle fotos i bogen. Jette Lund har hjulpet med korrektur. Gritt Uldall-Jessen er redaktør af udgivelsen. Udgivelsen af “Kinesisk dramatik” er støttet af S. C. Van-fonden. Den udgives på Forlaget Drama.

Læs mere om antologien her.


Nyt fra hovedforsøg “Lyden af publikum”

I lørdags mødtes scenekunsterne og lokale borgere fra alle sociale lag for første gang i forbindelse med korprojektet. Vi havde indkaldt til informationsmøde for potentielle kor-deltagere. Der var en kort introduktion til selve projektet og baggrunden for det, mens vi fik os en kop kaffe – og så var det ellers i arbejdstøjet! Vi fik prøvet kræfter med den første sats af værket, hvor komponist Peter Bruun gennemgik værkets struktur og dele så vi kunne få en idé om hvad dette pudsige værk består i, og hvor korleder Erik Jakobsson fik dirigeret sine første takter med koret. Det bliver spændende at følge hvad koret, komponisten og korlederen finder på af kreative optrin – der var i hvert fald masser af energi, spørgsmål og ideer fra de kommende kor-ister – så det lover godt. Der er stadig plads til flere så skriv hvis du kunne have lyst til at være med. Prøverne starter først slut februar. Skriv til Øyvind Kirchhoff for mere information eller for at tilmelde dig.

Her er link til opslag som kan downloades og deles ude i den virkelige verden, hvis I skulle kende nogen der kunne være interesserede. Der er ingen krav om tidligere sang eller sceneerfaring. Blot lyst til at blive en del af et sjovt kunstnerisk og socialt projekt…

Projektet er en del af et større europæisk kunstnerisk og socialt projekt i 20 europæiske byer med titlen ”Caravan Next. Feed the Future. Art Moving Cities” med Odin teatret fra Holstebro som initiativtager og overordnet leder. Det handler om at vi alle gennem kunstneriske aktiviteter skaber møder mellem vidt forskellige grupper af mennesker som bor i lokalområdet og at disse aktiviteter giver os fællesskabfølelse, samhørighed og identitet.

Prøveforløbet starter i februar 2017 og koncerten foregår den 1.-4.- juni 2017 under CPH STAGE.

Vi søger stadig praktikant og frivillige

Vi vil gerne samle gode kræfter til at få dette projekt godt i gang og vil gerne finde en dygtig praktikant, og gerne også frivillige til at deltage i at løfte diverse opgaver i forbindelse med projektet. Hvis du kender nogen eller selv kunne være interesseret i at være en del af holdet på en eller anden måde tag endelig kontakt til Øyvind Kirchhoff og hør mere. Se desuden opslag på proscenium.dk.


Siden sidst

Platform

Fredag den 9. december afholdt Forsøgsstationen den halvårlige Platform hvor de seneste forsøg deler deres process og fund med hinanden. Næste platform bliver fredag den 16. juni 2017 kl. 17-21.
Følgende forsøg delte deres arbejde:

Julie Schmidt Andreasen V Figurines 3 – Hvad deler kvinder, og på hvilke måder kan vi styrke og forstå os selv og hinanden på? Hvilke øvelser i empati findes der gennem vejrtrækning, kontakt, lyd og bevægelse? Tredje del af undersøgelse påbegyndt i 2015.

Rikke Jeppesen Rod Embodied immediacy – udforskning af forskellige tilgange til poesi/tekst og improvisationsbaseret dans/performance og udgør en begyndelse for at etablere arbejdsfællesskaber mellem kontinenter via ‘low tech’ formater.

Ditte Laumann/ VILD Kammerat og Bo Larsen /Teater Abstrax Lydbilleder – en undersøgelse af lydlige fortællerformer på scenen med afsæt i Jón Kalman Stefanssons romanunivers.

Anette Asp / Wunderverk Cigar bums næse – et forsøgsprojekt, der arbejder med det musikalske papirteater. Arbejdet baserer sig på en bearbejdning af det dadaistiske stykke par excellence Le Cœur à gaz / Gashjertet,

Peter Kunz og Sofie Alhøj/Den danske scenekunstskole, Odense. Manual for skuespilleren – udvikling af håndbog for skuespillere med fokus på nye aspekter af skuespilteknik i form af definitioner og anvendelser af begrebet indtryk.

Øyvind Kirchhoff, Rolf Søborg Hansen, Svend E. Kristensen m.fl. /Forsøgsstationen Dødens Æstetik – udforskning af forholdet mellem den biologiske og kunstige krop, mellem repræsentation af det døde og repræsentation af det levende, 2. del af arbejdet med ”Ûbermarionetten”. Hovedforsøg på Forsøgsstationen 2016/2017

Derudover var der to forsøg fra dette halvår som ikke kunne deltage – de kommer i stedet med på¨næste Platform fredag den 16. juni 2017.

Kristian Husted
The Race to Zero – et scenekunstnerisk forsøg om de finansielle markeder, og mere specifikt om verdensøkonomiens nye herskere: computeralgoritmerne. Tredje og sidste del af forsøg.

Vera Mäder/Hello Earth
Dreaming is something we do while we sleep – research towards the creation of a participatory artwork: the night-visioning a post capitalist society while we sleep. Tredje del af forsøg på Forsøgsstationen.


Julefrokost 2016 – fællessang

Vi vil gerne dele den kulturpolitisk-kritiske fælles-sang som Lotte Faarup skrev til julefrokosten 2016. Selvom det allerede er sidste år, er den stadig aktuel.

Den kan downloades herfra.

Praktik

I december måned havde vi fornøjelsen af Jakob Dahn’s arbejdskraft – da han var i en måneds virksomhedspraktik på korprojektet. Vi takker for hjælpen med PR og rekruttering til koret, og vil gerne kvittere med at formidle hans kontakt information hvis I skulle kende nogen der har brug for en som ham. Jakob er komponist, sanger og musiker og har arbejdet med PR og pressekontakt for forskellige kulturbegivenheder, og søger konkret at samarbejde med teatre.


Nyt om medlemsforsøg

Det er altid muligt at læse om igangværende eller tidligere forsøg på hjemmesiden, hvor man desuden kan downloade forsøgsrapporter og læse de enkelte forsøgs intentionsrapporter – det vil sige forsøgsholdets oplæg til selve forsøget. Medlemmer kan søge om tid og sparring om forsøg – se hvordan her. Det er ikke altid visninger kan nå at komme med i nyhedsbrevet, så hold øje med vores facebook side og hjemmesiden, hvis du er særligt interesseret i at opleve de kunstneriske forskningsprocesser helt tæt på…

Månedens eksempel på forsøg der har udviklet sig:

Vi vil gerne gøre opmærksom på hvordan Forsøgsstationens medlemsforsøg både generere viden og kan indgå i det kunstneriske forarbejde til egentlige produktioner. I denne måned har vi valgt at fremhæve medlem og nyeste ‘hus-kompagni’, Livingstone’s Kabinet, som netop nu i gang med prøverne til deres nye forestilling Random, baseret på deres forsøg R. P. G. – Random Performance Game i november-december 2015, hvor de stillede sig selv spørgsmålet “Kan man udvikle et hands-on brætspil/kortspil, der kan bruges som et strukturerings- og inspirations- værktøj i en scenekunstnerisk skabelsesproces?”. Random har premiere i Odense på Momentum den 22. marts, 2017 og spiller i København under CPH Stage 2017.

Kommende Medlemsforsøg

Birth/Breathe
BIRTH/BREATH er et performativt forsøg, hvor vejrtrækningen som bevidst refleks skal skabe grundlag for, at undersøge potentialet for et fællesskab på scenen. Et sanseligt rum, hvor performance, lyd, røg og lys bliver genstand for undersøgelse af temaet vejrtrækning, som allestedsnærværende livsvilkår. Læs mere om forsøget her. Forsøgsleder er Rita Sebestyen og gruppen bag er Othernessproject.
Visuel Vildskab

Visuel Vildskab er en undersøgelse af stilskift og live-projektioner af objekter på scenen. Forsøget er et samarbejde mellem scenograf-/videokunster Sissel Romme Christensen og Idémager-/performer Tea Rønne. De ønsker at udvikle på en Stilistisk Kakofoni for det sceniske udtryk i en evt. kommende børneforestilling Slut Starut. Stilen i forestillingen skal være en blanding af objektteater, interaktiv videoinstallation og komisk performance. Læs mere om forsøget her.


Residencies

Lampedusa

Nu har Lampedusa-crew’et byttet Camera-salen på Forsøgsstationen ud med Husets Teater’s scene! Forestillingen spiller d. 12. – 26. januar 2017. Instruktør: Andreas Dawe, Skuespillere: Rosa Sand Michelsen og Jesper Hyldegaard. For yderligere information klik her. På grund af samarbejdet om denne produktion, har vores medlemmer fået særlig rabat på billetter.

Da omkring 360 flygtninge (det nøjagtige antal kendes ikke) druknede i Middelhavet den 3. oktober 2013, blev det den engelske dramatiker Anders Lustgartens afsæt til at skrive teaterforestillingen ”Lampedusa”. Stykket består af to monologer, som fletter sig ind i hinanden og giver stemme til to europæere, hvis liv bliver berørt af mødet med det fremmede. Gennem dem undersøger ”Lampedusa” os her i Vesten. Hvem er vi i mødet med os selv og med de fremmede? Og hvem vil vi være? Hvilket Europa ønsker vi at være, når mennesker i nød banker på vores dør?

TEATER TUGT – Nyhederne på Betty

Folkene bag sidste års success ASYL 34 er på krigsstien igen med nyt banebrydende teaterkoncept. Vi synes det er et super spændende initiativ og har givet TEATER TUGT lov til at arbejde her på Forsøgsstationen udvalgte søndage forud for deres events.

“Nyhederne på Betty” er “et nyt teaterformat, der sprænger rammerne for nyhedsformidling og udfordrer den gængse opfattelse af teatermediet. To gange om måneden inviterer Teater Tugt dig indenfor i Betty Nansen Teatrets foyer til en aften med højaktuelle nyheder, præsenteret af etablerede og upcoming kunstnere på tværs af æstetiske genrer – på en måde, du helt sikkert aldrig før har set. Aftenen byder på 2 værker á 20 min.. De er begge skabt på kun 48 timer og omhandler en max 14 dage gammel nyhed, valgt af kunstneren, fra et forudbestemt nyhedsmedie” (uddrag fra omtale på Teater TUGT’s hjemmeside).


Workshop med Nadine George
Workshop med den internationalt anerkendte stemmelærer Nadine George.

Workshop finder sted mandag d. 3. – lørdag d. 8. april 2017 på Forsøgsstationen og henvender sig til alle scenekunstnere, uanset tidligere erfaring med dette arbejde.

Der afholdes en Masterclass på sidste dag af workshoppen, hvor et mindre publikum kan få indsigt i arbejdet. Nadine George vil her arbejde med workshop-deltagerne, og dermed vise hvordan hun arbejder med tekst og stemme. Billederne til højre er fra sidste års workshop, hvor deltagerne prøvede kræfter med Shakespeare-monologer. I år vil det være Ibsen eller Tjekhov, der står for skud.

NB: Kurset er fuldt booket – men der er fortsat mulighed for at komme på venteliste, hvis nogen skulle springe fra. Skriv til Rikke på mail: rikke@forsoegsstationen.dk for plads på ventelisten. Det koster 3.500 kr. for workshoppen og der er kun plads til 12 personer.


Særligt for medlemmer:

Træning på Forsøgsstationen

De ugentlige træninger er gratis for medlemmer og skemaet ser således ud:
Mandag kl. 8-11: MHS træning
Onsdag kl. 9-11: Stemmetræning*
Torsdag kl. 9-10:30: Hatha yoga
Fredag kl. 9-10:30: Maskearbejde
*) Tilmelding nødvendig senest kl. 21 aftenen før på SMS til 20150949.

Derudover tilbyder Rikke Liljenberg ShakespeareSøndagsLab på udvalgte søndage 10:30-13:00. Næste gang er den 5. februar, 2017. Tilmelding senest dagen før på mail rikkeliljenberg@gmail.com / 31 46 40 10. Læs mere her. Denne træning er ligeledes gratis for medlemmer, men er også åben for ikke-medlemmer mod en deltagerbetaling på 100 kr. pr. gang.

Fornyelse af medlemsskab

Det er stadig muligt at blive medlem for resten af sæson 16/17. Og for medlemmer med bopæl udenfor Storkøbenhavn koster det kun 350 kr. for en hel sæson.
For uddybende information om tilmelding og priser følg dette link.

Bliv medlem af Forsøgsstationen eller forny dit medlemskab for den kommende sæson, ved at udfylde dette skema og sende det til mail(at)forsoegsstationen.dk. Hvis du ikke har været medlem før skal du medsende kort CV. Du får tilsendt betalingsinformation efter godkendelse.