Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

The Shape of the Audience

Sæsonforsøg for 20/21 bærer titlen “The Shape of the Audience” og er anden del af en større udforskning af publikums rolle i teatret på kunstnerisk grundlag og præmisse.

Baggrunden for forsøget handler om at forstå publikumsrelationer ud fra et samlet kunstnerisk og socialt motiv. Behovet for gensidighed, udveksling og respekt mellem scenekunsten og publikum er stort, for netop ikke at skulle ”opdrage” eller ”udvikle” publikum, men i stedet udvide relationen, vel at mærke stadig i en kontekst af høj kunstnerisk kvalitet.

The Shape of the Audience er et forsøgsprojekt, som sætter fokus på publikums bevægelsesmønstre, både som fælles organisme og som enkeltindivider. Ønsket er at lave et feltstudie af publikums-bevægelser som sociale signaler observeret i de rum publikum tilbydes, når de opsøger scenekunsten som f.eks.: i foyeren, i salen, på publikumsrækkerne, i garderoberne, ved indgangen/udgangen, i baren, på toiletterne… Her står publikum i kø, smyger sig tæt forbi hinanden, sidder skulder ved skulder, bevæger sig småtrippende fremad som stor gruppe, går ensomt over et gulv, løber hastigt mod en dør, vender og drejer hovederne, roder i taskerne, kigger på urene, holder vejret, klapper i takt, ryster på hovedet….

Læs forsøgets intentionsbeskrivelse her

Holdet bag

Forsødet ledes af Lotte Faarup, kunstneriske leder af Forsøgsstationen. Derudover deltager Katrien van der Velden (danser), Antoinette Helbing (danser), Øyvind Kirchhoff (fotograf, koordination af frivillige) og Helle Lyshøj (videodokumentarist).

Se i øvrigt omtale af det forrige sæsonforsøg med titlen “LYDEN AF PUBLIKUM“.

Fotos af Jan Vesala (tv), Rikke J Rod (midt) og DDSKS (th)

 

Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Bikubenfonden.