Se den fulde version her

Subscribe
Past Issues
RSS
Translate

NYHEDSBREV
MAJ 2017
Værksted for Professionel Scenekunst

Del på Facebook

Tip en ven

Del med professionelt netværk

Kirsebærtræerne blomstrer overalt! Her fanget på Sønder Boulevard en strålende morgen.
Foto: Rikke Jeppesen Rod

Nyhedsbrevet indeholder:

  1. Nyt fra “Lyden af publikum
    1. “Ny video ude nu!
    2. CPH stage – billetter
    3. Frivillige
  2. Siden sidst
    1. Nyt fra Hovedforsøget “Dødens Æstetik”
    2. Nadine George workshop
    3. Reumert nomineringer 2017
    4. Bang Unplugged – CPH Stage på Forsøgsstationen
  3. Aktuelle medlemsforsøg
    1. Sandy Island
    2. TOTAL!DANS!
  4. Påmindelse om ny dato for PLATFORM
  5. Særligt for medlemmer
    1. Træningstider
    2. Medlemsskab

Nyt fra hovedforsøg “Lyden af publikum”
Nu er koret godt i gang og bliver mere og mere ‘tight’ både hvad angår selve værkets levering, og det sociale udenom. I aften er det tredje gang vi får suppe – og som sidste gang, er det koret selv der har taget initiativ til kokkeriet. Sidst en lækker kartoffel-porre suppe ved korist Mai Sung og senest i aftes, hvor vi blev forkælede med en gang Boeuf Stroganoff, lavet af korist Troels Laurell og assisteret af Tonny Bluecat. Det er skønt at oplev at koret begynder at samles.

Nu har vi både t-shirts og postkort til at synliggøre LYDEN AF PUBLIKUM og vi oplever stor interesse for projektet. I næste uge kører en Go-card kampagne i hele storkøbenhavn på 400 cafeer.

OBS: Hvis der stadig sidder en derude som lige skal have det sidste skub ud af døren så er det nu! Det er stadig muligt at være med og oplæringen er sjov og garanteret effektiv mesterlære. Skriv hvis du kunne have lyst til at være med. Prøverne er fredage kl. 16:30-18:30. Skriv til Øyvind Kirchhoff for mere information eller for at tilmelde dig.

Ny video om koret er ude!
Så er den anden videoteaser ude i æteren!

CPH Stage billetslusen er åben
Nu er der åben for bestilling af billetter til både præsentationerne her i den gamle biograf og på Det Kongelige Teater i Skuespilhuset. Der kan bestilles via dette link.
Vi søger stadig frivillige
Vi vil gerne samle gode kræfter til at få dette projekt godt i mål og vil stadig gerne have frivillige tilknyttet til at hjælpe med diverse praktiske opgaver i forbindelse med projektet. Hvis du kender nogen eller selv kunne være interesseret i at være en del af holdet, så tag kontakt til Øyvind Kirchhoff og hør mere.

Projektet er også støttet af Vesterbro Lokaludvalg og Tuborgfondet.

The Voice of the Audience is part of CaravanNext, a large scale European Social Community Theatre project – www.caravanext.eu
Siden sidst

Nyt fra hovedforsøget “Dødens Æstetik”

Forsøgsrapporten på sæsonens første hovedforsøg “Dødens Æstetik” er lige på trapperne. Dødens æstetik, under ledelse af Øyvind Kirchhoff, blev afviklet i oktober 2016, som et 5 dages udviklingsprojekt og et åbent vidensdelingsseminar. Læs mere her om forsøgsarbejdet, den anden del af en tredelt undersøgelse af “Skuespilleren og über-marionetten”, der blev indledt i 2015. Tredje og sidste del af forsøget kommer til at blive gennemført i sæson 17/18.

Se ny video om forsøget “Dødens Æstetik” via link herunder:
Video fra seminaret “Dødens Æstetik”
Video af Poul Storm
Redigering af Poul Storm og Øyvind Kirchhoff

Den årlige Nadine George workshop er afsluttet med manér…

Der var fuldt hus til workshoppen med Nadine George, og vi fik prøvet kræfter med Ibsen. Den sidste dag havde vi åben prøve, hvor flere kolleger, venner og familie overværede hvordan Nadine arbejdede med deltagerne. Det var yderst interessant at arbejde med dialogerne i Ibsens univers, og stifte bekendtskab med et af hans allersidste teaterstykker “John Gabriel Borkmann” – det kan varmt anbefales at snuse nærmere til dette lille mesterværk. Meget moderne og aktuelt tema. En erkendelse vi delte var, hvor vidt forskellige lag og dimensioner hvert ‘par’ fandt frem til gennem arbejdet, og hvilken dybde det giver i arbejdet at udforske gennem ‘ren’ tekst kraft og stemmevibration. Stort tak til Nadine George for at blive i og med dette arbejde og generøst dele ud af sine erkendelser, gennem teknikken, til nye og ikke helt så ‘nye’ generationer.
/Rikke J. Rod

Årets Reumert nomineringer
Vi har flere kolleger som er blevet nomineret til en Reumert i år – og vi ønsker alle hjerteligt tillykke med anerkendelsen! Vi er naturligvis rigtigt stolte og glade for at flere medlemmer og nære samarbejdspartnere er blandt dem: Anette Asp Christensen for nomineringen til årets særpris for ‘Udsigter fra min bedstemors køkken’; Bo Madvig for nominering til årets danser, for ’Rammer’, GLiMT, Vendsyssel Teater og Limfjordsteatret; Maria Rich for nominering til årets kvindelige ensemblerolle, for ’Living Dead’, Aarhus Teater og Sort/Hvid; Og vores bestyrelsesmedlem Catherine Poher for nomineringen af Åben Dans forestillingen “Tre Ben” i kategorien årets danseforestilling.

Og så er Jesper Hyldegaard nomineret i  kategorien årets mandlige hovedrolle, for rollen som fisker i “Lampedusa”, og den har vi en særlig aktie i. Forestillingen er jo produceret af Husets Teater, Kulturkontoret/Akut360 og Forsøgsstationen, og har ‘vores egen’ Andreas Dawe som instruktør og idémand. Stort tillykke herfra!

For de som endnu ikke har set den, genopsættes den under CPH stage – og man kan købe billetterher.

Eller læs om tilblivelsen i Andreas’ blogindlæg “Når man ikke kan lade være” fra december 2016.
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen, pressefoto / Husets Teater

Apropos CPH Stage…
Vi er glade for at kunne annoncere at vi har indgået aftale med vores medlem Mette Frank om projektet “Bang unplugged”. Vi har givet teamet mulighed for at vise forestillingen her på Forsøgsstationen under CPH Stage. Dette er et af de projekter vi har valgt at støtte (gratis gennem prøve og visningsmulighed) på grund af dets særlige karakter.
Foto: Pernille Koldbech Fich

Om forestillingen:
Herman Bangs berømte novelle “De fire djævle”, om fire trapezkunstneres disciplinerede og asketiske liv, er en smuk, men dyster beretning om menneskets eksistentielle ensomhed. Det er beretningen om forbudt kærlighed, og om hvordan kærlighed, der ikke gribes, kan føles så fortvivlende.

I en arena, der har form som en cirkusmanege, forvandler to skuespillere med få sceniske greb den passionerede kærlighedshistorie til fængslende drama. Kun ved hjælp af krop og stemme, med enkle, præcise bevægelser og klar timing, vil de, sammen med de fire frygtløse djævle, kaste sig ud i den sanselige, feberhede fortælling om livets skrøbelighed – og sårbarheden ved at turde elske.

Kreditering:
Karen-Lise Mynster (Instruktør)
Mette Frank (Skuespiller)
Petrine Agger (Skuespiller)
Herman Bang (Dramatiker)
Spilleperiode:
9. juni 2017 – 11. juni 2017 – alle dage kl. 16.00
Artist talk efter forestilling den 10. juni.

Læs mere under CPH Stage program – billetter er gratis men skal bestilles gennem scenen.dk.

Ny dato for Platform i juni
Den næstkommende platform – hvor deltagere i medlemsforsøgene deler process og erkendelser med hinanden og øvrige interesserede – bliver torsdag den 15. juni kl. 17-20 i stedet for det først annoncerede fredag den 16. juni. Interesserede kan melde sig til gennem Lotte Faarup.

Aktuelle medlemsforsøg
Det er altid muligt at læse om igangværende eller tidligere forsøg på hjemmesiden, hvor man desuden kan downloade forsøgsrapporter og læse de enkelte forsøgs intentionsrapporter – det vil sige forsøgsholdets oplæg til selve forsøget. Medlemmer kan søge om tid og sparring om forsøg – se hvordan her. Det er ikke altid visninger kan nå at komme med i nyhedsbrevet, så hold øje med vores facebook side og hjemmesiden, hvis du er særligt interesseret i at opleve de kunstneriske forskningsprocesser helt tæt på…

Medlemsforsøg i kalenderen…

MAJ

SANDY ISLAND
Medlemsforsøget Sandy Island – Et tværkunstnerisk, immersivt scenekunstforsøg, undersøger hvordan man kan inddrage publikum i en immersiv teaterform og skabe en meningsfuld udveksling mellem publikum, scenerum og performer, som bidrager til publikums aktive medskabelse af værket med udgangspunkt i Sandy Island-fænomenet.

Det er sceneinstruktør Niels Erling der har udtænkt og gennefører projektet sammen med arkitekt og scenograf Rasmus Strange Thue, og litterat og kulturformidler Anders Thrue Djurslev, i regi af Haut.
Forsøget foregår mellem den 9. og 18. maj 2017. Læs mere om forsøget her.

TOTAL!DANS!
Medlemsforsøget TOTAL!DANS! udspringer af et tilbagevendende arbejde med TOTAL!DANS! et interaktivt koreografiske format for børn i 1.-3. klasse. Ellen Kilsgaard startede dette arbejde på Forsøgsstationen i 2013 og har siden arbejdet 2-3 uger hvert år med projektet. Projektet er inspireret af hovedforsøget TOTAL!TEATER! fra sæson 2012/13 – kom forbi og læs Karen Vedels rapport om projektet i vores hyggelige bibliotek…

Forsøget har to faser. Første fase er i uge 20 og anden fase i uge 36, 2017.
Ide og dans: Ellen Kilsgaard
Dans: Rosa Meyer og Anu Rajala-Erkut
Live musik: Henriette Groth
Læs mere om forsøget her.
Særligt for medlemmer:

Træning på Forsøgsstationen
Bemærk at træningen i denne sæson slutter fredag den 23. juni. Hold øje med hjemmesiden og vores facebook gruppe for eventuelle aflysninger.
De ugentlige træninger er gratis for medlemmer og skemaet ser således ud for resten af sæsonen:

Mandag kl. 8-11: MHS træning
Onsdag kl. 9-11: Stemmetræning*
Fredag kl. 9-10:30: Maskearbejde

*) Tilmelding nødvendig senest kl. 21 aftenen før på SMS til 20150949.

Derudover tilbyder Rikke Liljenberg ShakespeareSøndagsLab på udvalgte søndage 10:30-13:00. Næste gang er den 11. juni, 2017. Tilmelding senest dagen før på mail rikkeliljenberg@gmail.com / 31 46 40 10. Læs mere her. Denne træning er ligeledes gratis for medlemmer, men er også åben for ikke-medlemmer mod en deltagerbetaling på 100 kr. pr. gang.

Fornyelse af medlemsskab

Det er stadig muligt at blive medlem for resten af sæson 16/17. Og hvis man gerne allerede nu vil forny sit medlemsskab for den kommende sæson 2017/18 er det også muligt.

For uddybende information om tilmelding og priser følg dette link.

Bliv medlem af Forsøgsstationen eller forny dit medlemskab for den kommende sæson, ved at udfylde dette skema og sende det til mail(at)forsoegsstationen.dk. Hvis du ikke har været medlem før skal du medsende kort CV. Du får tilsendt betalingsinformation efter godkendelse.