Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Hovedforsøg 16/17

FACE

Dødens Æstetik

mellem skuespiller og dukke, mellem liv og død

 


”Idealet er ikke kød og blod men snarere kroppen i trance­tilstand. Kroppen skal iklædes en dødelig skønhed, alt imens den udstråler sin levende ånd”

Edward Gordon Craig


 

Dødens æstetik er et 5 dages udviklingsprojekt og et vidensdelingsseminar i oktober 2016 på Forsøgsstationen mellem 5 skuespillere og 5 marionetspillere i arbejde med og undersøgelse af skuespillerens og marionetteatrets sceniske udtryk og sammensmeltning af begge til et nyt scenisk udtryk.

Doedens aestetik 2017 from Det Olske Orkester on Vimeo.

Det er en undersøgelse, hvor vi skubber til grænserne for skuespillerens og marionetdukkens teater, for at udforske forbindelsen mellem den biologiske og kunstige krop, mellem repræsentation af det døde og repræsentation af det levende. Som research indgår bl.a Tadeusz Kantors forestillinger med skuespillere og dukker på scenen, hvor de livløse dukker opleves næsten mere levende end skuespillerne, som er stumme med mekaniske bevægelser og tomme øjne. For dukkespilleren handler det om at give liv og bevægelse til det døde materiale – og i undersøgelsen stilles spørgsmålet: Hvad betyder det for skuespillerens udtryk at give ”død” til den levende krop af kød og blod?

Udviklingsprojekt ”Dødens æstetik” ligger i forlængelse af forsøget ”Skuespilleren og Übermarionetten” i efteråret 2015 på Forsøgsstationen. Forsøget var inspireret af teaterteoretiker Edward Gordon Craigs tanker og ideer om den ”ideelle” skuespiller, med en spillestil fri for psykologi og realisme – en slags ”supermarionet”, der kan bevæge sig ud fra, hvad han ønsker og ikke kun ud fra hvad han kan.

Faces

Som bud på en realisering af Craigs idealbillede af skuespilleren, og stærk inspireret af dukketeatrets poetiske univers og magi valgte undersøgelsesgruppen at arbejde med dukkeføreteknik, Etienne Decroux’s kropslige mimeteknik og Jacques Copeau’s maskearbejde, for at give struktur til ideer og følelser og for at give den menneskelige ånd en fysisk form.

I forsøget ”skuespilleren og Übermarionetten” tog vi afsæt i skuespillerens krop og træning og transformation og forskellene mellem dukken og dukkeførerens og skuespillerens teknik og sceniske udtryk. Vi gjorde i vore øjne et umuligt møde muligt med marionetten i en ny fortsættelse af forsøget.

I Dødens æstetik ser vi på ligheder og fællesskaber -Ikke kun mellem skuespillerens og dukkespillerens metode men også mellem dukken og skuespillerens fysikalitet og fysiske udtryk.

Mennesket er model for dukken og dukken er model for mennesket.

Vi vil opfatte skuespilleren som var han en dukkespiller, der fører sin rolle eller karakter som var det hans marionetdukke i en og samme person. Med tildækket ansigt og dermed blottet for mimik, fokuserer og koncentrerer vi ansigtets bevægelser i kroppens rotationer, buk og løft og kanaliserer og forstærker skuespillerens totale bevægelsesudtryk. Kroppen bliver en anden krop, stiliseret, mere abstrakt og mindre karakter, en bevægelig skulptur, hvor universelle tanker og følelser er materialiseret i skulpturens bevægelser.

Vi vil se på mennesket som en marionet og se på marionetten som et menneske.

Kan vi skabe en supermarionet, skabt af det bedste fra de to verdener – skuespil og dukketeater? Kan vi skabe et perfekt ”monster” på scenen? Et Frankensteins monster, en zombie, en cyborg, hvor levende og dødt materiale blandes sammen, en dødens æstetik, hvor det døde omkranser os som en hud vi prøver at tage på og forgæves forsøger at ånde igennem eller et for stort jakkesæt som vi forsøger at fylde ud med vores spinkle sjæl.

Kan vi binde kroppen med reb, surre lemmer og led sammen, så der opstår nye bevægelser, nye artikulationer, nye former? Kan vi lege med det fysiske handikap som en måde den menneskelige krop nærmer sig dukken på? Og hvad skal der til for vi kan levendegøre dukkens tanker og følelser og vise hvorledes dukken ville bevæge sig, hvis den blev vakt til live inde i vores krop?

Hensigten med undersøgelsen er ikke at efterligne eller være dukke, marionet eller skulptur på scenen, men at bruge deres helt specielle intensitet i billedsproget på scenen.

 

Chair

 

Vidensdelingsseminariet spænder over 5 dage med en åben visning sidste dag for alle interesserede. Seminariet er praktisk orienteret. Det vil sige at alt foregår på gulv. Her formuleres spørgsmål og deles erfaringer med de forskellige deltagere i en konkret og meget direkte form. Forsøgsstationen vil invitere dukkeførere Anette Asp Christensen, Rolf Søborg Hansen, Svend E. Kristensen og Bjarne Kalhøj som alle har arbejdet som skuespillere. Vi vil invitere skuespillere/performere Mireia Serra, Angelina Watson, Lotte Faarup, Malte Claudio Lind og Jens Bäckvall som kommer med stærke fysiske træningsbaggrunde i Buto, Suzuki og Grotowski teknik, som hver på deres måde har arbejdet henimod en anderledes skuespilleropfattelse. Endelig vil Øyvind Kirchhoff, skuespiller med uddannelse i Etienne Decroux’s mimeteknik, og som er kunstnerisk leder sammen med Lotte Faarup af Forsøgsstationen, være projektleder.

Vi vil sammen gå på opdagelse i hinandens metoder, dele kunstneriske ideer og tanker og finde nye veje, hvor vi undersøger og udforsker scenekunstnerens potentiale og lukker op for det indre materiale som ligger uudforsket.

Vi tror på at dette arbejde og sammensætningen af en gruppe scenekunstnere med års erfaring og undersøgende tilgang til deres fag, kan generere ny viden og skabe fælles nye erfaringer for at der kan opstå og kreeres ny kunst på tværs af kunstarterne.

Udviklingsprojektet og undersøgelsens mål er ikke nødvendigvis at give svar -men at vi gennem arbejdet forbedrer vores individuelle håndværk og lærer at bygge bro mellem de forskellige faggruppers erfaringer og visioner.

Læs rapporten om forsøget her.