Forsøgsstationen - Et værksted for professionel scenekunst

Hvem er original?

hvvo

HVEM ER ORIGINAL?

– et samarbejdsprojekt mellem Forsøgsstationen og Glad Teater.

29. april til 16. maj 2013, man. – tors. fra kl. 11-16.

Et forsøg, hvor skuespillere uddannet fra hhv. de Statslige Teaterskoler og Teaterskolen “Teater Glad” for skuespillere med nedsat funktionsevne, mødes i søgen efter nyt terræn og kunstnerisk materiale.

Læs rapporten her.

Hvem er original?
– er en undersøgelse af, hvordan vi får tilgang til det kunstneriske potentiale, vi mener ligger bagved de handicap og masker, der står i vejen for os som scenekunstnere?
– en undersøgelse af mødet mellem to forskellige teaterreservater, som – idet hver især medbringer et handikap – måske vil bidrage til at forme et tredje og nyt teaterudtryk ….

Baggrund
Vores kreativitet og åbenhed overfor at skabe noget nyt bremses ofte af vores selvopfattelse og de krav, vi stiller til hinanden. Vi er påvirket af vores uddannelse og erfaringer, vores miljø og kulturelle normer. Overalt ser vi, hvordan det forventes, at vi fremstår som smukke, selvsikre og fremgangsrige mennesker. Vi ser det på gaden. Vi ser det i tv, i biografen og butikkerne, og vi læser om det i aviserne. Det er, hvad vi i dette projekt forstår ved et handicap.

Vi tilpasser os, vi tager roller på os, og er vi, som mennesker er flest, ja så er vi bange for konfrontationen og for at gå mod strømmen. Vi undviger, prøver at følge med og gemmer og beskytter os bag smilende masker. Men masker er ofte stive og sansningerne til omverdenen bliver derfor indskrænkede – blinde i flere vinkler og uopmærksomme på deres omgivelser. Masken kan med tiden fæstne sig som dårlige vaner. Vi ser på én bestemt måde, og åbner ikke øjnene for andre virkeligheder. – evt. ud.

To teaterreservater
I vores arbejde som teaterskole-uddannede skuespillere fokuserer vi ofte på at lykkes, få succes i den enkelte produktion og på lang sigt en vellykket karriere.
Vi overser ofte det kolossale potentiale og de muligheder der ligger dybt gemt i os og som bare venter på at komme frem. Måske fordi den følelse/udtryk vi har, som ligger gemt og trænger sig på med overfladen, ikke fornemmes “passende” i situationen eller omgivelserne.

Vi påtager os en rolle i dagliglivet, og det kan betyde at vi heller ikke kan lægge den fra os, når vi skal iklæde os et andet menneskes karaktertræk og situation for at kunne fortolke et stykkes budskab. Der kan derfor ske det, at rollen bliver endimensionel, farvet af vores dagligdags maske: I bedste fald er det bare lidt kedeligt, hvor vi ellers som kunstnere har muligheden for at, skabe kunstværk på scenen og hæve virkeligheden op på et andet niveau. Et sted der sætter budskabet i et større relief.

Et udgangspunkt i dette projekt er en tro på, at skuespilleren med nedsat funktionsevne, det vil sige den Glad Teater-uddannede skuespiller, har et mere transparent filter og er en mindre trænet maskespiller end den ’normale’ skuespiller. Mødet mellem de to grupper har til hensigt at undersøge, hvad der vil komme ud af at tilføre det skæve og uforudsigelige til det måske mere forudsigelige og konventionsbestemte – og omvendt.

Forsøgets afsæt og forløb
Forsøget tager sit afsæt i arbejdet med teknikker, der baserer sig på fysiske handlinger og inddragelse af personligt materiale. Hensigten er at give mulighed for at arbejde med det vanebetonede for ad den vej at nå bag om det skolede til en højere grad af autenticitet (eller ego). Teknikker, der tænkes introduceret af projektholdets deltagere er
• Suzuki teknik
• Decroux mime
• Lecoq masketeknik
• Stemmearbejde v. Nadine George
• Viewpoints

Forsøget indledes i to grupper, som arbejder hver for sig med forsøgsprojektets coaches og instruktør. I denne fase er fokus på det personlige udtryk og på en begyndende generering af materiale.  I den næste fase afprøves forskellige formater for mødet mellem de to grupper. Det kan f.eks. være, at grupperne bytter materiale ved hjælp af videooptagelser – eller at de går sammen én og én fra hver gruppe og løser opgaver sammen. Hensigten er her at få en udveksling i gang af materiale, idet instruktøren samtidig føjer noget til. Til sidst samles alle i én gruppe.

Dokumentation, refleksion og afrapportering
Da der er tale om et forsøg, vil projektet blive dokumenteret i form af dels video, dels observationer på gulvet. Herudover vil der dagligt blive afsat tid til et refleksionsrum, hvor projektets deltagere får mulighed for at dele iagttagelser og erfaringer fra det igangværende arbejde. Målet er, at gøre refleksionen til en integreret del af forsøget. Enkelte interviews vil udgøre et supplement til dokumentationen. TV Glad vil blive inddraget i dokumentationsdelen af forsøget. Materialet vil efterfølgende blive samlet i en rapport.

Projektholdet bag Hvem vil være original?
For projektlederne gælder det, at de alle i en årrække indenfor deres arbejdsfelt med teater og ny scenekunst, har afsøgt grænserne for nye udtryk ved at opløse traditionelle faggrænser mellem scenekunstens udøvere. Det gælder lige fra de metoder og læreprocesser, eleven bliver bekendt med i de kunstneriske uddannelser – til nye måder at instruere på og det enkelte værks udtryk.

Tue Biering, Teaterinstruktør
Angelina Watson, Skuespiller og stemmelærer
Jesper Michelsen og Lars Werner Thomsen, stiftere af teaterskolen “Glad teater”
Øyvind Kirchhoff, skuespiller, kunstnerisk leder af Forsøgsstationen
Karen Vedel, teaterforsker og adjunkt ved Teater og Performancestudier, KU

Stor tak til Dansk Skuespiller Forbund for økonomisk støtte til projektet.

 

Præsentati​on under CPH STAGE

”Making and remaking of reality”

Lørdag 15. juni kl. 13-15 inviterer Forsøgsstationen til en præsentation af Emil Hansens forsøgsworkshop ”Making and remaking of reality”.

Emil Hansen

Kom og oplev et scenekunstnerisk forsøg på at sammentænke underholdning og erkendelse.

Gennem 1 år er der blevet afholdt 10 workshops med op til 20 deltagere fra vidt forskellige kunstneriske områder. Under CPH STAGE åbnes dørene til den afsluttende workshop for publikum. Kom og se – eller deltag i – et scenekunstnerisk forsøg på at sammentænke underholdning og erkendelse.

”Making and remaking of reality”. Af Emil Hansen
Der skal mod til at holde fri fra sin vante funktion og hierarkiske placering i en produktion og lade nye former opstå. Men det er også en befrielse at arbejde i en atmosfære af tydelige rammer, og samtidigt have total frihed på metode, udtryk, udsagn. “Making and Remaking of reality” er en forsøgsserie af workshops om sammentænkning af underholdning og erkendelse.

Workshoppen har fortaget helhjertede performative forsøg på at arbejde stringent ud fra en teori, hvor scenekunst ikke ser sig selv som redskab for noget andet.

Emil Hansen
Efter sin debut i 1989 har Emil Hansen været freelanceinstruktør på en række teatre i Danmark, Norge og Sverige. I 1993 dannede han sammen med scenografen Pia Maanssen Teatret Kamikaze.

I årene 2002-07 var Emil Hansen kunstnerisk leder og instruktør på Bådteatret, hvor han iscenesatte en række forestillinger, bl.a. ‘O’Neills Desire’ (2004) og dobbeltforestillingen ‘Karol & Slagtehuset’ (2005). På Bådteatret har han arbejdet med konceptudvikling af en række sceniske eksperimenter. Bl. a. 3 forsøg med animation: ”Women is the nigger og the world”, ”På bunden” og ”M.O.J.N.”. Emil Hansen har siden beskæftiget sig med konstruktion af scenekunst, – et arbejde som denne workshop også udspringer af.

Vi glæder os til at se jer, til visning, arbejde, dialog og nybagt kage.

Deltagelse er gratis.

Tilmelding nødvendig på mail@forsoegsstationen.dk

Forsøg i sæson 12/13

2 markante forsøg organiseret af Forsøgsstationens
kunstneriske ledere
med titlerne:
”Publikum på hovedet” (undersøgelse af totalteater for børn)
Læs rapporten af teaterforsker Karen Vedel læs her…

”Hvem vil være original” (undersøgelser med fysisk og psykisk handicappede i teatret).


1 publikumsforsøg med Carte Blanche og Sara Topsøe Jensen
Læs forsøgsrapporten skrevet af Mie Lotus Lykke, Cand. Mag. i Æstetik og Kultur, AU her…

3 større forsøg under Forsøgsstationens forsøgspulje med emnerne:
Peter Kunz og Nils P. Munk: “Da gribbene fløj ind over Vesterbro” – Publikum som medfortæller”.
Læs forsøgsrapporten her…

Solveig Weinkouff: “Skopudseren kommer” – publikums egne historier.
Læs intentionsbeskrivelsen her og forsøgsrapporten her…

Angelina Watson: “stemmens fysik” (udsat til 13/14)

 

1 forsøg der løber over hele sæsonen med instruktør Emil Hansen under titlen: ”Making and remaking of reality”.
Hent intentionsbeskrivelsen til forsøgsserien her..

Medlemmers egne forsøg:
Ellen Kiilsgaard: “RUM-LYS-DANS – studier til live performance”
Læs intentionsbeskrivelsen for forsøget her…

Rikke Liljenberg: “Et forsøg med Shakespeare – skuespillerens vej” Shakespeare – interactive & accessible!
Læs intentionsbeskrivelsen for forsøget her…

Marie Østerskov/Clap Lab: Forsøgsworkshoppen “Mellemrum”

Det musikdramatiske teater Kalarama, v. Knud Riishøjgård og Malene Bichel med projektet: Udforskning af for-forståelser af køn og kønslighed på scenen.