Vi har netop haft fornøjelsen af Andreas Dawe og hans crew til deres første udforskning af værket Zenobia. De har arbejdet her i huset de sidste 3 uger. Andreas forklarer her projektet:

“”Zenobia” er en prisbelønnet dansk graphic novel af Morten Dürr og Lars Horneman fra 2016 om den syriske pige, Amina, der flygter fra krigen i en overfyldt båd på Middelhavet. Båden kæntrer – og Amina drukner. Mens hun falder gennem vandet, genoplever man hendes liv i brudstykker, og det er en usædvanlig vellykket, smuk, rørende og indfølt bog, som fuldt fortjent har haft stor succes og gennemslagskraft.

Med udviklingsstøtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst er jeg lige nu som instruktør, dramatiker og tovholder – og sammen med danser og koreograf Fie Dam Mygind, skuespiller Bo Carlsson, musiker og komponist Claus Carlsen og scenograf Julie Forchhammer – i gang med at undersøge, hvordan bogen kan ”oversættes” til et scenisk udtryk. Vi er med andre ord på værksted!”

Citat Andreas Dawe.

Læs omtale af selve værket her.

Vi ønsker projektet succes på sin videre færd og glæder os til gensyn.