Kære teaterfolk,

 

Hermed inviteres alle interesserede til visning af udviklingsprojektet ”Vort mismods vinter”. Visningen finder sted i Boulevarden på Forsøgsstationen

den 22/6 kl. 17 og den 23/6 kl. 14.

 

Tilmelding er ikke nødvendig, og visningen varer ca. 80 minutter – efterfølgende vil der være mulighed for spørgsmål, kommentarer, ris, ros etc., hvis nogen har noget på hjerte.

 

”Vort mismods vinter” er en monolog med og om Adolf Hitler og er et forsøg på at afdække og se bag om masken på dette mærkelige, grusomme, absurde og komplekse menneske – og dermed lade ham spejle sig i vores egen tid, hvor man må konstatere, at nok er Hitler død og borte, men det er hans tankegods og ideologier ikke. Der sidder en lang række Hitler-wannabes på magten rundt omkring, alt synes at være i opbrud, og i Tjetjenien oplever vi f.eks. lige her og nu de første kz-lejre i Europa siden 2. Verdenskrig, hvor homoseksuelle borgere interneres, tortureres og myrdes.

”Hitler havde styr på det!”, kunne man for ikke så længe siden læse på Facebook, og længslen efter stærke mænd, der kan komme og rydde op og skabe orden i tingene, er tilsyneladende uforgængelig og usvækket. Og som Primo Levi – der i sine berømte bøger har aflagt vidnesbyrd om sin tid som kz-fange under 2. Verdenskrig – skrev: ”Det skete, og derfor kan det ske igen.” Og måske er vi efterhånden ved et punkt, hvor vi er nødt til at stille spørgsmålet: Er Hitler tilbage? Og hvordan ser han så ud i dag?

 

Vel mødt og venlig hilsen

 

Andreas Dawe, dramatiker og instruktør

og Dan Zahle, skuespiller

 

 

Udviklingsprojektet er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, som har givet penge til udvikling af manus + til en fire ugers workshop på gulvet.